Skip to main content
13. december 2023

Kunstværk på Københavns Professionshøjskole skal skubbe til debatten om kunstig intelligens

Med et nyt AI interaktivt kunstværk sætter Københavns Professionshøjskole fokus på de menneskelige værdier i en verden med kunstig intelligens.

Af: Viktor Bork | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA KØBENHAVNS PROFESSIONSHØJSKOLE

Hvordan kommer kunstig intelligens til at påvirke arbejdet som lærer, sygeplejerske eller jordemoder? Kan vi holde fast i de vigtigste værdier i mødet mellem mennesker? Det skal et nyt kunstværk skabe debat og oplevelser omkring. Bag værket står AI kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, der inviterer alle interesserede med i skabelsesprocessen

Med et nyt AI interaktivt kunstværk sætter Københavns Professionshøjskole fokus på de menneskelige værdier i en verden med stigende brug af kunstig intelligens. Værket bliver til virkelighed på Campus Carlsberg, og studerende, undervisere og borgere i lokalområdet skal være med til at sætte deres præg på det. Det fortæller billedkunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, der er projektets kunstneriske drivkraft.

Værket skal ramme noget, mange på Københavns Professionshøjskole føler er vigtigt i det menneskelige møde med kunstig intelligens i fremtidens velfærdssamfund. Derfor laver vi en proces, hvor vi samskaber og finder de problematikker, værket skal adressere. Jeg håber, det kommer til at ramme nerven i, ikke bare hvad jeg synes, men også hvad undervisere og studerende og borgere omkring Campus Carlsberg synes, er vigtige etiske og eksistentielle spørgsmål i relation til brugen af AI i velfærdsprofessionerne.

Vækker sanser og følelser

Det kommende kunstværk er støttet med 1,5 millioner kroner af Det Obelske Familiefond og skal være med til at give de studerende nye perspektiver på digitaliseringen af samfundet. Det fortæller Jakob Harder, dekan for det lærerfaglige fakultet.  

Vi vil skubbe til vores studerendes syn på digital teknologi, så de forholder sig reflekteret og kritisk til den digitale udvikling. Det gør vi allerede i undervisningen, men vi kan gøre det på en anden måde med et kunstværk, der virker sanseligt stærkt og samtidig skaber refleksion, siger han og peger på, at de studerende også skal uddannes til at arbejde professionelt med borgernes møde med digitaliseringen:

Politikerne taler meget om ’ de varme hænder’ i velfærdsprofessionerne, og antager, at det er i det fysiske møde med borgeren at pleje, omsorg, læring og behandling finder sted. Men borgerne er også sårbare og udsatte i det digitale møde.

Cecilie Waagner Falkenstrøm har vundet flere priser for sit arbejde og står blandt andet bag værket ARTificial Intelligence FRANK, som ved brug af kunstig intelligens lader publikum rådføre sig med den menneskeliggjorte maskine Frank, der er en slags digitalt orakel. Det er også Cecilie Waagner Falkenstrøm, der står bag værket  MADE OF STARDUST, som i øjeblikket er udstillet på Sifs plads på Nørrebro, som en del af Copenhagen Contemporary’s udstilling Yet, it moves! Her bliver publikums interaktion med værket til levende billeder baseret på data fra blandt andet NASA og rumteleskoperne James Webb og Hubble.

I det nye værk er udgangspunktet data om virkelighedens velfærdsprofessioner og velfærdssamfundet, og Cecilie Waagner Falkenstrøm håber, værket kan være med til at gøre nogle af de abstrakte spørgsmål mere nærværende.  

Mange har svært ved at relatere sig til kunstig intelligens og store spørgsmål som: Hvordan skaber vi bedre velfærd, når de nye teknologier kommer og presser sig på? Hvordan sikrer vi de bliver udviklet med mennesket i centrum? Hvordan bliver vores menneskelige liv og velfærdssystem hjulpet eller presset af de nye teknologier?  Gennem kunst kan vi skabe en sanselig oplevelse, som ikke kun taler til intellektet, men også til følelserne, siger Cecilie Waagner Falkenstrøm

FAKTA

Billedkunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm arbejder med kunstig intelligens i interaktive kunstværker og er stifter af art-tech studiet Artificial Mind.

Værket lanceres til foråret og bliver til med 1,5 millioner kr. støtte fra Den Obelske Familiefond. Det skal udforske de muligheder og dilemmaer, der opstår, når velfærdsprofessionerne møder nye teknologier. Værket skal invitere til debat og refleksion gennem kunstneriske oplevelser på uddannelserne og i nærmiljøet omkring Campus Carlsberg.

Cecilie Waagner Falkenstrøm skal stå bag værket, der er støttet af Det Obelske Familiefond.