Gennem et halvt århundrede skrev P.E. Lange-Müller sange, der gjorde ham til sin tids mest populære komponist. Han var en melodiker af instinkt og harmoniserede på sin helt egen måde, uden om lærebogens regler.
Den 6. november udkommer P.E. Lange-Müller: The Song Edition, en 6-CD-boks tilrettelagt og indspillet af pianist Christian Westergaard med 13 fremragende sangere. Den suverænt største udgivelse af Lange-Müllers musik nogensinde og en kærlighedserklæring til en af Danmarks store melodikere!
Et kunstnerliv præget af indre kamp
Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926) var aldrig sikker på, at han var den fødte kunstner. Usikkerheden varede ved hele livet, på trods af at han blev sin tids mest populære danske komponist og med alderen vurderet som en national kulturskat.
Han var født ind i en velhavende familie, men privilegierne førte ikke automatisk til at hans liv blev en dans på roser. I stedet var det præget af store tab, dårligt helbred og et mørkt sind.
Men Lange-Müller havde et naturligt talent for at skrive sange og komponere melodier. Sangene udgør den største del af hans produktion, og han skrev dem gennem hele sit liv, som små oaser i et kunstnerliv præget af både indre og ydre kamp.
Sange der rammer lige i hjertekulen
Det er let at forstå at Lange-Müller, med sit særlige talent for sangskrivning, ramte det danske publikum lige i hjertekulen med sine sange. Christian Westergaard forklarer at han havde en sikker intuition for det øjeblik, hvor tekst og musik griber ind i hinanden og åbner et nyt rum.
På den nye udgivelse kan du opleve hele 13 fremtrædende danske sangere. Hør bl.a. Sophie Haagen i den kendte samling om Sulamith og Salomon, Tuva Semmingsen fremføre norske sange og Jacob Skov Andersen i den berømte "Serenade" fra eventyrkomedien Der var engang.
Releasekoncert i Garnisonskirken
Udgivelsen fejres med en releasekoncert fredag d. 6. november kl. 16.30 i Garnisonskirken i København. Her vil Christian Westergaard fortælle om udgivelsen og fremføre et udvalg af de 169 sange, som indspilningen rummer. Læs mere her.
