
Langs de københavnske indfalds- og ringveje står rækker af træer – primært popler – som er plantet for at skabe rum omkring motorvejene. Nogle af disse træer er nu vokset så store eller blevet så svækkede, hvorfor det er blevet vurderet, at de udgør en fare for trafiksikkerheden. Derfor vil Vejdirektoratet i den kommende tid fælde udvalgte træer langs henholdsvis Holbækmotorvejen og Motorring 3.
Når træerne er fældet, vil der efterfølgende blive plantet nye træer, buske og bunddække på strækningerne. Samlet set vil indsatsen derfor være til gavn for biodiversiteten langs vejene.
Bæredygtig beplantning

Den nye beplantning langs Holbækmotorvejen og Motorring 3 er udvalgt med særligt fokus på at fremme biodiversiteten ved at bruge hjemmehørende arter, der understøtter et rigt plante- og dyreliv. Samtidig vil planterne blive tilpasset til at kunne modstå voldsommere vejr.
Der er også lagt vægt på, at beplantningen skal være bæredygtig og kræve minimal vedligeholdelse, og derfor er arter med lavt driftsbehov blevet foretrukket. Endelig skal beplantningen afspejle og videreføre områdets historiske landskabsarkitektur og falde naturligt ind i omgivelserne.
Der er ikke sat dato på, hvornår de nye træer skal plantes, men det ligger et godt stykke ude i fremtiden. Inden man kommer så langt, skal de trafikfarlige træer nemlig fældes og deres rodskud fjernes. Denne proces skal gentages flere gange, da nye træer først kan plantes, når rodskuddene er helt væk. I mellemtiden vil der i enkelte tilfælde blive sået dækafgrøder.
Nogle af de fældede træer får lov at blive liggende på stedet som højstubbe eller dødt ved, da det er til gavn for dyrelivet. Af hensyn til sikkerhed er det dog ikke alle træer, der kan blive liggende, og derfor vil noget blive lavet til flis.
Det er specialister fra rådgivningsvirksomheden TræEnighed, der har vurderet de nuværende træer til at være trafikfarlige, mens planen for det videre arbejde er udført af landskabsarkitektfirmaet Schônherr.
Vejdirektoratet beklager de gener, som arbejdet måtte medføre for naboer og trafikanter.
