Københavnske indfalds- og ringveje får grønt makeover
Vejdirektoratet vil i den kommende tid være til stede langs københavnske indfalds- og ringveje for at tynde ud i træer, der er blevet vurderet til at være trafikfarlige. De fældede træer vil på sigt blive erstattet af nye træer, buske og bunddække til gavn for biodiversiteten.
Langs de københavnske indfalds- og ringveje står rækker af træer – primært popler – som er plantet for at skabe rum omkring motorvejene. Nogle af disse træer er nu vokset så store eller blevet så svækkede, hvorfor det er blevet vurderet, at de udgør en fare for trafiksikkerheden. Derfor vil Vejdirektoratet i den kommende tid fælde udvalgte træer langs henholdsvis Holbækmotorvejen og Motorring 3.
Når træerne er fældet, vil der efterfølgende blive plantet nye træer, buske og bunddække på strækningerne. Samlet set vil indsatsen derfor være til gavn for biodiversiteten langs vejene.
