Skip to main content
28. december 2023

Københavnsk kærlighedsrekord: Aldrig før er så mange par blevet viet i løbet af ét år

2023 bød på rekordmange borgerlige vielser i København. I løbet af 2023 har hele 7.557 par nemlig fået en borgerlig vielse i hovedstaden.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA KØBENHAVNS KOMMUNE KULTUR- OG FRITIDSFORVALTNINGEN

2023 bød på rekordmange borgerlige vielser i København.

Det er så yndigt at følges ad, og i København er det populært som aldrig før. I løbet af 2023 har hele 7.557 par nemlig fået en borgerlig vielse i hovedstaden, og det er ny rekord.

I København er der plads til alle. Og der er plads til at hylde kærligheden på kærlighedens præmisser. Københavns Rådhus har i mange år haft en central plads og vigtig rolle i vielseshistorien. Vi prioriterer at tilbyde forskellige muligheder for en vielse, der passer til det enkelte par – både på rådhuset og ude i det fri, siger kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV).

Ud af de 7.557 vielser er 541 vielser foretaget i forbindelse med ’Vie i det fri’ og hele 319 vielser under konceptet ’Book en foged’. Det er for begge koncepter også rekordmange.

Vielserne i det fri er vielser, hvor par giver hinanden deres helt store ”ja!” ved en intim og mindeværdig ceremoni under åben himmel eller på særlige steder i byen, som hovedstadens ikoniske og spektakulære seværdigheder danner rammen om.

I 2023 har vielserne i det fri bl.a. fundet sted som jazzvielser på kanalrundfarten, i vandtårnet i Brønshøj, på Amager Strand og i Skuespilhuset.

Booker man en foged, kan man få en giftefoged ud for at forestå en vielse på et tidspunkt og et sted, man helt selv har valgt og på den måde få lige præcis den bryllupsdag, man drømmer om; på en strand, en færge eller et helt tredje sted.

Mens der i år er foretaget 7.557 borgerlige vielser i København, blev der sidste år afholdt 7.484 borgerlige vielser. Inden det lød rekorden fra år 2019 på 6.679 borgerlige vielser i 2019.

 

Fakta