København er en by i vækst, hvor erhvervslivet generelt har gode vilkår for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, innovere og drive virksomhed. Jeg er glad for, at det københavnske erhvervsliv i år tager førstepladsen i Iris Groups erhvervsundersøgelse, og for mig er det vigtigt, at vi i Københavns Kommune gør alt, hvad vi kan for, at vores virksomheder trives og vokser deres forretning. Her er der stadig et stykke arbejde, der skal gøres – også for os i kommunen.
Vækstvirksomheder, iværksættere og jobskabelse
Topplaceringen i årets undersøgelse skyldes blandt andet, at København er den kommune, hvor den største andel af virksomhederne er vækstvirksomheder, ligesom København har en høj iværksætterrate og den næsthøjeste jobskabelse i nye virksomheder.Som Københavns første erhvervsborgmester vil jeg arbejde for, at vi får den bedst mulige erhvervsservice i kommunen. Første skridt er sammen med erhvervslivet at tegne et fælles billede af, hvad der er brug for i samarbejde mellem kommunen og byens virksomheder. Derefter vil jeg også stille mig i spidsen for at sikre et stærkt politisk mandat bag en række konkrete mål for vores erhvervsservice, siger beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i Københavns Kommune, Andreas Keil (S).
