19. maj 2025

|

Pressemeddelelse

København løber som Tom Cruise

Den 21. maj bliver publikum selv til actionhelte, når Nordisk Film Biografer i samarbejde med Paramount og UIP afholder et eksklusivt Mission: Impossible-løb med efterfølgende gallapremiere på Mission: Impossible – The Final Reckoning i Imperial.

København løber som Tom Cruise
Af: Nordisk Film Biografer | Foto: Nordisk Film Biografer

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Your mission, should you choose to accept it: Løb som Ethan Hunt i de populære Mission: Impossible-film! Tæt på 500 københavnere har allerede købt billet til at deltage i actionløbet, som naturligvis byder på både en Sprint Zone og en Slow Mo Zone. Lækre præmier er på højkant, og eventet kulminerer i en storslået gallapremiere på Mission: "Impossible – The Final Reckoning" i Imperial. Eventet markerer premieren på "Mission: Impossible – The Final Reckoning" – den ottende og sidste film i den ikoniske franchise, der siden 1996 har cementeret Tom Cruise som en af de største action-stjerner. Og eftersom Cruise selv udfører alle sine halsbrækkende stunts, får publikum nu mulighed for at teste, om de har det, der skal til for at følge i hans ikoniske løbesko – og selv blive en del af Mission: Impossible-universet.
Sådan foregår missionen:
  • Du løber 4,8 km – præcis den distance, Tom Cruise har løbet i de syv første film.
  • Undervejs passerer du to special-zoner: Sprint-Zone og Slow Mo-Zone, hvor du kan give din bedste Ethan Hunt-performance og vinde præmier.
  • Du modtager en eksklusiv løbetrøje og en medalje… som ikke selvdestruerer!
  • Aftenen afsluttes med kolde øl, snacks, præmieoverrækkelse og andet godt – før forpremieren på den nyeste Mission: Impossible-film i Nordens største biograf.
Praktisk information:
Kl. 16.00: Deltagerne mødes i Imperial, hvor løbenumre og løbetrøjer udleveres. Der er omklædningsområder i biografens foyer både før og efter løbet. Kl. 17.00: Løbet skydes i gang ved Planetariet på bagsiden af bygningen ud mod Sankt Jørgens Sø. Løbetid: Registreres samme sted, som løbet starter – efter fire omgange om søen. Du er dog først officielt i mål og modtager din medalje, når du er tilbage ved Imperial. Kl. 18.00: Den røde løber rulles ud til fangalla. Kl. 18.30: Gallaen starter med konkurrencer, præmieoverrækkelse og selvfølgelig film på det store lærred.
Event Information