Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger: Vi skal tage unges brug af opioider og benzodiazepiner meget, meget alvorligt, for vi ser desværre, at de dødsensfarlige farlige piller fortsat flyder ind over landets grænser og kan købes i kiosker og af hvide bude rundt omkring i København. Unge mennesker ser ikke pillerne som farlige, for de kan købes på recept, hvis lægen udskriver dem, hvorimod de fleste godt ved, at kokain og MDMA er stærkt vanedannende og farligt. Socialforvaltningens medarbejdere møder stadigt flere unge i alderen 14 til 24 år, der har brug for både rådgivning og medicinsk behandling. Derfor er der brug for, at vi allerede nu gør os klar til at rumme langt flere unge, som i de kommende år vil få brug for rådgivning og behandling for brug af farlige stoffer og piller.I København er der allerede et tilbud til unge under 18 år hos U-Turn, mens unge stofbrugere over 18 år som udgangspunkt bliver henvist til substitutionsbehandling sammen med voksne, der har brugt rusmidler i årevis. Det kan være et meget hårdt og usundt miljø for unge at være i og kan afholde nogle unge fra overhovedet at tage imod behandling, og derfor er der et behov for et sted kun for unge mennesker op til 24 år.
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger: Unge mennesker skal kunne komme et sted, som de kan se sig selv i, og hvor de føler sig trygge. Det kræver, at vi får skabt nogle fysiske rammer, hvor de unge ikke går op og ned ad stofbrugere, der har været i miljøet i årevis. Nu sikrer vi i første omgang de fysiske rammer til et udvidet og samlet ungebehandlingstilbud, og til budgetforhandlingerne i september skal vi så følge op med tiltag, der styrker forebyggelsen af unges brug af opioider og benzodiazepiner.Her og nu er der afsat 0,55 millioner kroner til at undersøge, hvor et fremtidigt ungebehandlingstilbud kan ligge, og der er samtidig afsat 2,5 millioner kroner til reservationsleje af en bygning i Matthæusgade på Vesterbro.
