Skip to main content
24. november 2023

Klimadebat hos det nye IKEA København før Black Friday

Dagen før Black Friday var der paneldebat i IKEA København, hvor bæredygtigt forbrugsmønster og cirkulær økonomi blev diskuteret.

Af: Marie Daugbjerg | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA IKEA

Dagen før Black Friday var repræsentanter fra Folketinget, erhvervslivet og forbrugerne samlet i det nye IKEA København for at overvære og deltage i en paneldebat, hvor vejen til cirkulær økonomi blev diskuteret. Panelet var enige om, at alle parter har et ansvar for at fremme et mere bæredygtigt forbrugsmønster.

Kan vi forbruge med god samvittighed i en tid, hvor klimaet er mere udfordret end nogensinde? Og hvem bærer ansvaret for at fremme et mere bæredygtigt forbrug?

Det var nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret dagen før årets største handelsdag, Black Friday, da politikere, erhvervsliv og forbrugere var samlet til paneldebat i det nye IKEA varehus i København. Debatten, der blev modereret af nyhedsvært, Cecilie Beck, kastede blandt andet lys over, at et mindre forbrug er en del af løsningen, men det kan ikke stå alene.

Forbrug er ikke i sig selv et problem, men vi skal forbruge smartere og dermed bruge færre af jordens ressourcer. Mange er i fuld gang, og IKEA er et godt eksempel på en virksomhed, der arbejder for at fremme et mere ansvarligt forbrug. Næste step er, at der politisk vedtages en strategi for cirkulær økonomi, både nationalt og på EU-plan. Rammevilkårene skal på plads, og så er jeg meget fortrøstningsfuld omkring, at virksomhederne nok skal tage ansvar og få de grønne løsninger udover Danmarks grænser, sagde paneldeltager Jacob Kjeldsen, der er branchedirektør for DI Handel.

Panelet bestod desuden af folketingsmedlem for Det Radikale Venstre, Samira Nawa, formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, chefredaktør hos BO BEDRE, Erik Rimmer og Country Communications Manager Christian Mouroux Pedersen, der debatterede på vegne af IKEA Danmark.

Vi er glade for at have skabt en platform for en vigtig debat. Diskussionerne understregede, at det er vigtigere end nogensinde, at vi handler på de udfordringer, vi står over for og kommer med konkrete løsninger og initiativer. For mig viste samtalen blandt paneldeltagerne også, at udfordringerne ikke er løst med et enkelt initiativ eller ved at undgå forbrug fuldstændigt, sagde Christian Mouroux Pedersen efterfølgende.

Debatten forløb over tre runder, der stillede skarpt på, hvilket ansvar man har som forbruger, som virksomhed og på Christiansborg – og hvilke lovgivningsmæssige krav, der skal til for at fremme et mere bæredygtigt forbrug. Senest har Radikale Venstre som en del af partiets finanslovsudspil foreslået et reparationsfradrag, der var et emne Samira Nawa også berørte under debatten.

Fra politisk hold skal vi sørge for, at det grønne valg også er det nemme valg. Det gør vi både via afgifter på varer med et stort CO2-aftryk, men i høj grad også ved at nudge forbrugerne til at genbruge mere. I Radikale Venstre har vi foreslået et reparationsfradrag, så vi gør det attraktivt for forbrugere at reparere varer, så vi kan genbruge mere og forlænge levetiden på vores ting, sagde Samira Nawa.

Forbruget skal være cirkulært

Panelet var grundlæggende enige om, at alle parter skal arbejde for et mere cirkulært forbrugsmønster. Ifølge Christian Mouroux Pedersen har IKEA både en forpligtelse og en unik mulighed for at gøre en forskel. Vi skal genbruge, reparere og genanvende i stedet for at smide ud, lød det.

For mig var det vigtigt at få frem i debatten, at forbrugerne skal kunne købe nyt med god samvittighed. Vi har alle behov for en stol at sidde på, et bord at spise ved og en seng at sove i. Men vi skal forbruge ansvarligt, og det har vi et ansvar for, at forbrugerne kan. Det kræver, at det grønne valg ligger lige for til en pris, hvor alle kan være med, sagde Christian Mouroux Pedersen og uddybede:

Hos IKEA arbejder vi for et mere cirkulært forbrug, så kunderne ikke behøver at købe nyt ligeså ofte som i dag. Samtidig skal de nye produkter, vi tilbyder kunderne, være af enten fornybare eller genanvendte materialer og designet til at kunne blive repareret og genbrugt. I 2030 skal alle vores produkter møde disse designprincipper, så vi kan holde klimabelastningen på et minimum.