
Den 21. og 22. marts forvandles eventstedet Terminal 13 til et særligt bilunivers for hele familien. I lyset fra Øresund præsenterer livsstilseksperten Anne Glad og bilforhandleren Van Mossel de nyeste Mercedes-Benz modeller – flere med danmarkspremiere. Dagen byder også på prøveture og underholdning for de mindste.
Eventet byder blandt andet på danmarkspremiere på den stærke GLB og den elegante CLA Shooting Brake. Samtidig får gæsterne et eksklusivt sneak peek på den kommende GLC, som endnu ikke er landet i de danske showrooms.
Bilerne præsenteres af livsstils- og trendekspert Anne Glad, især kendt fra DR-programmet “Kender du typen?”, sammen med Van Mossels egen produktekspert, Patrich Borup.
Tendenser og bilvalg
Som trendekspert vil Anne Glad undervejs gå bag om bilerne og sætte ord på de tendenser, der præger vores bilvalg i dag, fra ønsket om at køre på el og reducere hverdagsudledningen til behovet for mere plads til familien, fleksibilitet i hverdagen samt høje krav til design og komfort.
Vi glæder os til en dag, der kan være en oplevelse for hele familien. Gæsterne kan naturligvis se og mærke de nyeste skud på stammen fra Mercedes-Benz, men også blive klogere på de valg, vi træffer i hverdagen, når vi vælger bil. Samtidig vil der være lidt at spise, underholdning og præsentationer fra scenen. Alt sammen i flotte omgivelser med udsigt over Øresund, siger Michael Højskov, salgschef hos Van Mossel.
Testkørsel ved vandet og besøg af Fætter Feta
Ved The Electric Lounge har gæsterne ikke bare mulighed for at se nye modeller, men også resten af det elektriske katalog fra Mercedes-Benz. Det gælder lige fra EQA til G-klasse og ligeledes rækken af varebiler fra eCitan til eSprinter. Det vil også være muligt at konfigurere sin drømmebil og tage en bilsnak med bileksperter fra både salg og værksted om alt fra design, funktioner og finansiering til mobil service og vejhjælp. Alt sammen imens Fætter Feta kigger forbi med underholdning for de mindste gæster.
Fra Terminal 13 vil det være muligt at tage en tur langs krydstogtkajen og prøvekøre de fleste modeller, også de helt nye GLB og CLA Shooting Brake.
Vi håber, at eventet bliver en hyggelig weekendudflugt for hele familien. Der er masser at glæde sig til, uanset om man er til hestekræfter eller til trylleri og ballondyr sammen med Fætter Feta, siger Michael Højskov.
Hvor og hvornår:
Terminal 13, Nordhavn
Lørdag 21. marts 2026 kl. 10.00-17.00
Søndag 22. marts 2026 kl. 10.00-16.00
Adgang:
Gratis for alle interesserede.
Højdepunkter:
- Danmarkspremiere på GLB og CLA Shooting Brake
- Sneak peek på den kommende GLC
- Oplev elektriske modeller fra EQA til Sprinter
- Mulighed for demokørsel
- Præsentationer med Anne Glad og Mercedes-Benz-eksperter
- Familievenlig underholdning med Fætter Feta