Med over 400 lokationer i Europa og et stigende antal i Danmark, er målet klart: Det skal være lige så nemt at tage en kajaktur, som det er at hoppe på en bycykel.
Bag den lokale udbredelse står Mikkel Feldt fra virksomheden Splash Point ApS, der er den største danske franchisetager af KAYAKOMAT-konceptet. Efter en succesfuld sæson med stationer i blandt andet Kalvehave og Langø, er turen nu kommet til hovedstaden – hvor to stationer allerede er åbne, begge i cykelafstand og tæt ved S-tog, og mindst to nye lokationer åbner senere i 2025.
For mange er det en drøm at komme på vandet – men de færreste har udstyr eller tid til at binde sig til et roklub-medlemskab. Med KAYAKOMAT kan man sejle, når det passer én – nemt, fleksibelt og sikkert, siger Mikkel Feldt.
KAYAKOMAT er et selvbetjeningskoncept, hvor man booker online, får en kode på mobilen og låser kajakken op direkte ved standeren. Redningsvest og pagaj er inkluderet, og det hele fungerer uden personale – 24/7.
Splash Point driver i dag flere stationer på Sjælland og øerne, og planlægger en større udvidelse frem mod 2026, hvor virksomheden forventer at stå bag over 100 kajakker i Danmark.
Vi kombinerer teknologi, friluftsliv og folkesundhed – og vi ser et kæmpe potentiale i bynære placeringer. For mig handler det også om at skabe en modvægt til en hverdag fyldt med skærme. Kajakken giver ro, nærvær og oplevelser, uanset om man sejler alene eller med nogen, man holder af, tilføjer Mikkel Feldt.
