Fortællingen om Kate’s Joint i Kate Kamils første kogebog begynder med en skoletræt teenager, der arbejder på sin mors grillbar på Nørrebro, og ender med at overtage den og videreføre arven i sin helt egen ånd. I en alder af 18 år bliver Kate køkkenchef, og Kate’s Joint er en realitet. Et legendarisk sted, der hurtigt bliver et samlingspunkt for kunstnere, studerende, expats og alle, der går efter den gode smag. Kate’s Joint har altid haft bælgfrugter på menuen og var blandt de første i Danmark til at servere ved langborde, hvor der altid kan klemmes en mere ind.
Retterne er fulde af god smag og inspireret af den mad, Kates mormor serverede i hjemmet i Ishøj, hvor Kate sammen med sin mor, søster og mormor landede i 1973. Familien kom hertil fra Indien og tog heldigvis madkulturen derfra med sig, så den gennem årtier er kommet os andre til gode i form af lækre, grønne og velsmagende retter. Nu løfter Kate sløret for, hvordan den dhal, der var brændstoffet i hendes egen barndom, tilberedes. Noget så simpelt som rækkefølgen på hvornår ingredienserne tilsættes har afgørende betydning for den dybe smag, der kendetegner det indiske køkken og Kates mad. Mere end 40 opskrifter er kommet med i kogebogen, der har bælgfrugter og grøntsager i centrum og er nemme at gå til, for Kate deler rundhåndet ud af sine gode råd og tips.
Kate’s Joint og det grønne, indiske køkken – Inspiration fra Indien, Ishøjplanen og Indre Nørrebro er også en fortælling om mad, kultur og fællesskab. Det er grøn mad med bred appel. Og så er det en nem, brugbar og inspirerende kogebog til alle, der gerne vil have flere bælgfrugter og grøntsager ind i hverdagen.
Kate Kamil er kvinden bag opskrifterne og den personlige fortælling, mens Dorte Yde har hjulpet hende med at bringe hendes viden om mad og historien om Kate og hendes joint ud til folket.
Fakta om bogen:
Titel: Kate’s Joint og det grønne, indiske køkken – Inspiration fra Indien, Ishøjplanen og Indre Nørrebro
Forfattere: Kate Kamil sammen med Dorte Yde Forlag: Turbine ISBN: 97888743615675 Sidetal: 198 Vejl. pris: 299,95 kr.
