Vil du stå i spidsen for en af DSB’s største forandringsopgaver og sikre, at nye tog og nye vedligeholdelsesmodeller skaber værdi i driften?
Som underdirektør for Rolling Stock Management får du det samlede ansvar for DSB's materiel.
Din opgave bliver blandt andet at sikre, at DSB får gevinsterne ud af de nye tog, og at de bliver styret og vedligeholdt på den rigtige måde i tæt samarbejde med leverandører og resten af DSB.
Velkommen til topledelsen i DSB Drift og til Rolling Stock Management
Du bliver en del af driftsdirektørens chefteam, som består af underdirektører for togdrift, sikkerhed, vedligehold, planlægning, driftscentre, driftsstøtte/udvikling – og Rolling Stock Management, din enhed.
Chefteamet arbejder tæt sammen om at prioritere opgaver og behov på tværs af organisationen.
DSB's nye forretningsmodel indebærer, at DSB skal arbejde datadrevet på stadig flere parametre, skabe bedre overblik, planlægge endnu mere langsigtet og træffe bedre beslutninger om DSB's investeringer.
DSB's fælles vision i Drift er at køre flest mulige kilometer for færrest mulige omkostninger – med respekt for sikkerhed, punktlighed og kundekomfort.
Hvad skal du lave?
Som underdirektør for Rolling Stock Management får du det entydige ansvar for DSB’s rullende materiel og for samarbejdet med eksterne leverandører gennem store kontrakter og sourcing-modeller.
Området er under forandring. DSB går fra aldrende materiel til nye tog og nye vedligeholdelsesløsninger, og det gør samarbejdet med eksterne leverandører endnu vigtigere.
Samtidig overtager Rolling Stock Management ansvaret for det nye materiel fra projektorganisationen, hvilket kalder på nye fagligheder.
Andre vigtige ansvarsområder bliver at sikre høj kvalitet af materiellet, fremme udvikling og understøtte et positivt arbejdsmiljø i både din egen ledergruppe og hele Rolling Stock Management, som tæller 70 mennesker.
Du leder en afdeling af formelle og uformelle ledere med et bredt ansvar på tværs af asset management, teknisk understøttelse og flådestyring.
En typisk dag starter med et morgen-tjekind med driftschefgruppen, hvor chefteamet stiller skarpt på dagens drift, risici og prioriteringer.
Du bistår teamet med at løse konkrete udfordringer i hverdagen – for eksempel i samarbejdet med leverandører som Siemens og Talgo, hvor der kan være behov for sparring, retning eller håndtering af en sag, der er eskaleret.
Du sikrer, at discipliner som Asset Management, Contract Management og Supplier Management bliver omsat til konkrete måder at arbejde på i driften.
Tirsdag eftermiddag deltager du i møde med chefteamet i Drift, hvor chefteamet vurderer paratheden til at sætte leasede lokomotiver i drift og drøfter de vigtigste indsatser for at øge driftsstabiliteten.
Du slutter dagen af med opfølgning sammen med dit team – i tæt dialog med vigtige interne samarbejdspartnere som Strategi & Togmateriel, Vedligehold/Klargøring og Sikkerhed, så der er sammenhæng mellem de kortsigtede prioriteringer og de langsigtede mål.
En gang om måneden samler du afdelingen for at dele læringer på tværs af faglige teams og togtyper, så erfaringer hurtigt omsættes til bedre løsninger i driften.
Andre opgaver vil blandt andet være at:
- Skabe klarhed om mål og prioriteringer og følge op på fremdriften.
- Varetage flådestyring, udvikling og implementering af asset management-strategier.
- Motivere og kompetenceudvikle dit lederteam for at fremme trivsel, kvalitet og samarbejde.
Er du DSB's nye underdirektør for Rolling Stock?
DSB søger en fremsynet og samarbejdende leder, der kan samle forskellige fagligheder og omsætte strategi til resultater i en kompleks og foranderlig driftsvirkelighed.
Som leder udvikler du dit lederteam, sikrer høj kvalitet og et godt arbejdsmiljø.
Du trives i en politisk styret organisation, hvor du opbygger tillidsfulde relationer på tværs af organisationen og med eksterne leverandører.
DSB forestiller sig, at du har solid erfaring med:
- Ledelse, herunder matrixledelse, forandringsledelse og ledelse af ledere.
- Strategiudarbejdelse og eksekvering.
- Asset management, økonomi, projektledelse, kontraktstyring og teknik på et overordnet niveau.
- Håndtering af store kontrakter, sourcing og forhandling – også i internationale og tværkulturelle samarbejder og i en asset-styringsmodel med budgetter i milliardklassen.
Du har en teknisk forståelse, eventuelt fra jernbaneområdet, rullende materiel eller andre komplekse, driftskritiske systemer.
Hvad tilbyder DSB?
- Gratis transport med DSB.
- Fleksible arbejdstider.
- Træning i DSB’s eget fitnesscenter og gode DSB-rabatter, blandt andet til fitnesscentre.
- Pension og sundhedsforsikring.
- Frokostordning og mulighed for at købe mad med hjem.
Røgfri arbejdstid er en del af DSB's samlede indsats for at fremme sundhed og forebyggelse.
Læs mere om DSB's personalegoder og DSB som arbejdsplads
Søg nu
Ansøgningsfristen er den 24. august 2026.
DSB forventer at afholde første samtaler i september. DSB opfordrer dog til at søge allerede i dag.
Upload ansøgning (eventuelt som en kort video) og CV.
Spørgsmål? Ring eller send en sms til driftsdirektør Erik Merkes Nielsen på tlf. 2468 6000 eller Senior HR Business Partner Allan Brødegaard Hansen på 2468 2822.
Rekrutteringsprocessen
Hvis du går videre i forløbet, kan du se frem til tre samtaler. Undervejs indgår adfærdstest, logisk test og case. DSB indhenter referencer digitalt og altid efter aftale med dig.
Arbejdssted: Telegade 2, 2630 Taastrup