Du får her mulighed for at arbejde i et tilbud, der fokuserer på en helhedsorienteret og skadesreducerende indsats til udsatte borgere med intravenøst stofbrug.
Sundholmsområdet rummer en række institutioner for udsatte borgere i København, som blandt andet herberg, natcafé, aktivitetscenter, en sygeplejeklinik og udgående sundhedsteam.
Stofindtagelsesrummet er indrettet til at betjene fem injektionsbrugere ad gangen, som vil få mulighed for at indtage medbragte euforiserende stoffer under overvågning og vejledning.
Målgruppen for stofindtagelsesrummet er personer over 18 år med stærk afhængighed og vedvarende brug af euforiserende stoffer. Der er adgang til relevante sundhedsfaglige tilbud såsom hygiejniske injektionsforhold, vejledning og observation under injektion, behandling ved overdoser og andre akutte tilstande samt råd og vejledning om sundhed og rusmidler.
Der ydes derudover en socialfaglig indsats i form af vejledende og rådgivende samtaler samt afklaring af behov og ønske om brobygning til andre relevante tilbud.
Rammerne for stofindtagelsesrummet
Stofindtagelsesrummet er beliggende på Sundholmsvej 22 i store, lyse og nyrenoverede lokaler. Udover lokalet med injektionspladser er der reception med venteområde, samtalerum, toiletter og gode personalefaciliteter.
Stofindtagelsesrummet er åbent alle ugens dage. Åbningstiden er fra kl. 10.00-23.00 i hverdage og fra kl. 12.00-23.00 i weekender.
Dine opgaver
Som sundhedsfaglig medarbejder i stofindtagelsesrummet på Sundholm vil dine primære opgaver inkludere:
- Kontaktskabende arbejde – etablere en imødekommende og tillidsskabende kontakt til brugerne, som kommer i stofindtagelsesrummet.
- At styrke brugernes sundhedskompetence og yde sundhedsfaglig rådgivning.
- Særlig rådgivning og vejledning i forbindelse med stofindtag.
- Behandling af akutte tilstande, hvor sundhedsfaglige medarbejdere har en specifik rolle og et særligt ansvar i behandlingen.
- At skabe et trygt og sikkert miljø for borgerne, hvor de føler sig set, hørt og forstået.
- Brobygning til andre tilbud – arbejde opsøgende og etablere forbindelser mellem brugerne og relevante tilbud.
- Konflikthåndtering – deeskalering af konflikter vil være en vigtig del af din rolle, da det er essentielt at sikre et roligt miljø i stofindtagelsesrummet.
Københavns Kommune tilbyder
- Kursus i rusmiddelfokuseret hjerte-lungeredning og konfliktforebyggelse- og håndtering (Low Arousal).
- Et stærkt arbejdsfællesskab i et psykologisk trygt rum og en arbejdsplads med fokus på trivsel og et godt arbejdsmiljø.
- Løbende faglig sparring og støtte i din faglige udvikling.
Din faglige profil
Københavns Kommune søger dig, som:
- Har en relevant autoriseret sundhedsfaglig uddannelse som for eksempel sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent.
- Har erfaring med eller motivation for at arbejde med målgruppen.
- Kan arbejde selvstændigt og samtidig være en holdspiller.
- Har kendskab til konflikthåndtering og kommunikerer tydeligt.
- Ønsker at gøre en forskel for udsatte borgere og har et imødekommende og rummeligt væsen.
Det vil desuden være en fordel, hvis du har erfaring med:
- Psykosocial rusmiddelbehandling, herunder MI (Motivational Interviewing) eller kognitiv metode.
- Tværfaglig og helhedsorienteret rusmiddelbehandling.
- Fysisk og psykisk komorbiditet ved rusmiddelbrug.
- Psykosocial rehabilitering og recovery.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Tiltrædelse er efter aftale.
Den daglige arbejdstid vil være hverdage i tidsrummet 9.30-17.00 eller 16.00-23.30. Weekendvagter og enkelte hverdage fra kl. 11.30 til 23.30.
Københavns Kommune anvender referencer og indhenter straffeattest som en del af rekrutteringsprocessen.
Du vil få en grundig introduktion til arbejdspladsen, hvor du sammen med dine andre nyansatte kollegaer bliver introduceret til Stofrum Sundholm og Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om stillingen i Stofrum Sundholm, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Joachim Rasmussen på 23 66 66 91.
Søg via linket senest søndag den 30. august 2026
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.