Naturstyrelsen Hovedstaden søger en studerende, som kan indgå i et friluftsteam, der står for drift og udvikling af natur- og friluftstilbud.
På enheden forvalter Naturstyrelsen statens naturarealer omkring hovedstadsområdet, blandt andet Vestskoven, Hareskoven, Naturpark Amager og Dyrehaven.
Naturstyrelsen er omkring 50 medarbejdere, hvis primære arbejdsopgave er at forvalte naturen og tilbyde gode rammer til friluftsliv.
Find mere om Naturstyrelsen på naturstyrelsen.dk, på udinaturen.dk og vilderenatur.dk.
Din kerneopgave
Din kerneopgave bliver at være med til at klargøre og offentliggøre de tællerdata, som Naturstyrelsen løbende indsamler om, hvor mange, der benytter de statslige naturområder rundt om i Danmark.
Derudover vil du få til opgave at hjælpe med initiativer på natur- og friluftsområdet.
Din profil
Du er studerende på en af Skovskolens professionsbacheloruddannelser eller en anden tilsvarende videregående naturfaglig uddannelse.
Naturstyrelsen lægger vægt på, at du:
- Har flair for at arbejde struktureret med behandling af data og er velbevandret i at anvende Excel-regneark.
- Ønsker at arbejde med friluftsområdet, herunder formidling af de muligheder, der er for det omkring Hovedstaden.
- Er serviceorienteret og mestrer et venligt og hjælpende sprog i tekst og tale.
Naturstyrelsen tilbyder
Som ansat i Naturstyrelsen bliver du en del af en stor arbejdsplads med mange samarbejdsflader og vil indgå i Naturstyrelsens friluftsteam på enheden.
Du får et alsidigt studiejob i et uformelt og positivt arbejdsmiljø i meget flotte rammer midt i Jægersborg Dyrehave.
Samtidig får du kollegaer, som er gode til at bruge hinanden både fagligt og kollegialt.
Du får udleveret pc, arbejdstelefon og arbejdsplads. Herudover er der adgang til tjenestebil, hvis du har erhvervet et kørekort, når arbejdsopgaverne tilsiger det. Dog har Naturstyrelsen ikke et krav om, at du skal have kørekort.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) – Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK).
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, Naturstyrelsen Hovedstaden, med arbejdsplads på Dyrehaven 6, 2930 Klampenborg.
Starttidspunktet er snarest muligt. Der er tale om et studiejob, som ophører, når du ikke længere er studerende.
Arbejdstiden er på 15 timer pr. uge, og arbejdet kan tilrettelægges fleksibelt i forhold til undervisning og eksamener mv.
Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Ulrik Schack på tlf.nr. 25 62 78 31 eller e-mail uls@nst.dk.
Sådan søger du studiejobbet
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning med cv, herunder dokumentation for igangværende uddannelse, senest den 13. september 2026.