Mændenes Hjem søger nye timelønnede vikarer med sundhedsfaglig baggrund (sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller ambulanceredder niveau 2) til stofindtagelsesrummene.
Stofindtagelsesrummene arbejder skadesreducerende blandt nogle af landets mest udsatte mennesker og lægger dagligt hus til omkring 800-1200 stofindtag. Målgruppen er særligt udsatte, ofte hjemløse stofbrugere, der kommer til stofindtagelsesrummene for at indtage deres stoffer i trygge rammer.
Brugerne har udsatte liv og lever med afhængighed, hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom og mange andre svære livsvilkår. Det kan give et højt konfliktniveau, en meget uforudsigelig og til tider kaotisk dagligdag.
Mændenes Hjem er en spændende arbejdsplads, der gør en reel forskel i menneskers liv. Her er varme relationer, et stærkt sammenhold samt stor fleksibilitet, rummelighed og vilje til udvikling.
Som medarbejder er det din fornemmeste opgave at sikre det bedste tilbud til brugerne. Stofindtagelsesrummene skal tilbyde stofindtag i sikre rammer og være et rart og trygt sted at være.
Medarbejdergruppen er en blanding af sundheds- og socialfaglige medarbejdere. Som ansat i et stofindtagelsesrum består en stor del af opgaven i relationsarbejde. Du skal støtte brugerne i at bruge huset på en god måde og i deres kontakt med det omkringliggende samfund.
Arbejdsopgaver:
- Relationsarbejde: Opbygge tillidsfulde relationer med brugerne og støtte dem i at bruge huset på en god og sikker måde. Støtte og vejledning: Støtte brugerne i deres kontakt med det omkringliggende samfund og hjælpe dem med egenomsorg og håndtering af sundhedsmæssige og sociale udfordringer.
- Akut behandling: Varetage sundhedsfaglige opgaver, herunder håndtering af overdoser og akut førstehjælp.
- Skadesreduktion: Arbejde ud fra en skadesreducerende tilgang og støtte brugerne i at træffe sikre valg i forhold til deres stofbrug.
- Sundhedsfaglige opgaver: De sundhedsfaglige opgaver spænder bredt og inkluderer blandt andet akutte skader fra slåskampe eller fald, hjælp til hygiejne, håndtering af psykotisk adfærd, akut behandling af overdosis, sårpleje samt udredning af diffuse symptomer – både psykiatrisk og somatisk.
- Dokumentation og samarbejde: Dokumentere relevante observationer og samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere for at sikre en helhedsorienteret indsats.
Mændenes Hjem tilbyder:
- En spændende arbejdsplads med en gruppe dygtige og dedikerede kolleger.
- Tæt samarbejde, vidensdeling og sparring i et engageret tværfagligt miljø.
- Et arbejde hvor du kan være med til at gøre en forskel til gavn for nogle af de mest udsatte mennesker i Danmark.
Mændenes Hjem forventer, at du:
- Har en relevant faglig uddannelse såsom sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller ambulanceredder niveau 2.
- Gerne har erfaring med udsatte-området.
- Er etisk velfunderet i det sundhedsfaglige og det pædagogiske arbejde.
- Interesserer dig for psykiatri og konflikthåndtering.
- Har interesse i, og synes at det giver mening at arbejde ud fra en skadesreducerende tilgang.
- Er rummelig og kan navigere i et ofte hektisk miljø.
- Er nysgerrig og interesseret i målgruppen og optaget af deres sociale og sundhedsfaglige problemstillinger.
- Er god til at kommunikere.
- Har mod på en anderledes arbejdsplads.
- Har overskud og humor.
Stillingerne:
Timelønnet vikar
Arbejdstiden:
Du kan arbejde dag-, aften- og nattevagter i tidsrummet mellem kl. 07.00-15.30, 15.00-23.30, 23.00-07.30. Derudover er der endnu en vagttype på 8,5 timer i tidsrummet mellem kl. 11.30-20.00.
Løn:
Efter gældende overenskomst.
Ansættelsessamtaler:
Løbende ansættelsessamtaler.
Yderligere information samt stillings- og funktionsbeskrivelse kan rekvireres hos: Områdeleder Rasmus Koberg Christiansen mobil 20315072 eller konstitueret daglig leder Maria Schultz mobil 61333019.
Om Mændenes Hjem:
Mændenes Hjem tilbyder social- og sundhedsfaglige ydelser til mænd og kvinder i ekstremt udsatte livssituationer, ofte præget af stofbrug og hjemløshed. Mændenes Hjem hjælper mænd og kvinder fra hele Danmark og fra udlandet. Mændenes Hjem driver en lang række afdelinger og indsatser på Vesterbro i København, hvor Mændenes Hjem hver dag hjælper cirka 500 socialt udsatte mennesker med at finde fodfæste.
Mændenes Hjem beskæftiger mange forskellige faggrupper – Pædagoger, sygeplejersker, ufaglærte, social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere, cafémedarbejdere, kontormedarbejdere og meget mere. Fælles for Mændenes Hjems medarbejdere er, at de besidder en høj faglighed, at de ønsker det bedste for målgruppen, og at de er meget dedikerede.