Specialist til Tech Legal: Vi synes, tech-regulering er fedt. Gør du også?

Brænder du for tech-regulering og dens betydning for finansiel udvikling? Nykredit søger en specialist til deres Tech Legal-team i Nordhavn.

Specialist til Tech Legal: Vi synes, tech-regulering er fedt. Gør du også?

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

GDPR, AI-regulering, DORA og IT-kontrakter er ikke emner, Nykredit blot skal igennem. Det er områder, Nykredit oprigtigt interesserer sig for, og hvor juraen gør en konkret forskel for Nykredit-koncernens udvikling. Har du det på samme måde, kan du være en ny kollega i Tech Legal hos Nykredit.

Teamet består af otte engagerede og højt specialiserede kolleger, som kombinerer høj faglighed med en praktisk tilgang og tæt samarbejde med forretningen. Teamet tager opgaverne alvorligt, men ikke altid sig selv. Det giver et miljø med høje ambitioner, god sparring og plads til både energi og humor.

Det skal være motiverende for dig at arbejde med komplekse juridiske problemstillinger med AI som et primært område og samtidig bidrage på teamets øvrige områder, hvor reglerne udvikler sig hurtigt, og svarene ikke altid er klare.

Hvis det ikke lyder som en spændende arbejdsdag, er stillingen formentlig ikke den rigtige. Hvis det derimod lyder spændende, vil Nykredit meget gerne høre fra dig.

Arbejdsområder

Stillingen har fokus på AI, men opgaverne vil også omfatte teamets øvrige og beslægtede områder:

  • Rådgive om GDPR, herunder behandlingsgrundlag, de registreredes rettigheder, databrud, databehandlerkonstruktioner og tredjelandsoverførsler.
  • Foretage juridiske risiko- og konsekvensvurderinger, herunder DPIA’er, og omsætte komplekse krav til klare anbefalinger.
  • Rådgive om AI-forordningen og andre juridiske spørgsmål ved udvikling og anvendelse af AI samt bidrage til juridisk screening, klassificering, governance, politikker og retningslinjer.
  • Fortolke og bidrage til implementering af DORA og anden teknologi- og dataregulering samt udarbejde juridiske rammer, politikker og forretningsgange.
  • Yde juridisk rådgivning om og kvalitetssikre IT-, cloud- og outsourcingaftaler samt databehandleraftaler, herunder ved væsentlige afvigelser og regulatoriske krav.
  • Rådgive om behandlingsfortegnelser, risikovurderinger, privatlivspolitikker og privacy by design i forbindelse med nye eller ændrede produkter, processer og systemer.
  • Samarbejde med blandt andre forretningen, AI CoE, Procurement, Vendor Risk Management og IT Security om tværgående projekter og konkrete juridiske problemstillinger. Som specialist vil man særligt arbejde tæt sammen med AI CoE og samtidig indgå i samarbejder på tværs af teamets øvrige områder.

Er det dig, Nykredit leder efter?

Du er jurist eller erhvervsjurist og har relevant erfaring, eksempelvis fra en finansiel virksomhed, en tilsynsmyndighed, et advokatkontor eller en anden større, reguleret virksomhed. Du har arbejdet med AI-regulering og gerne også andre dele af tech-reguleringen, og det er en fordel, hvis du også har kendskab til den finansielle sektor.

Nykredit lægger vægt på din faglighed, dømmekraft og sans for detaljen. Samtidig skal du kunne se det større billede, samarbejde med forskellige fagligheder og formidle juraen, så den bliver forståelig og anvendelig. Du skal både have lyst til at opbygge en solid profil på AI-området og være indstillet på at løse opgaver inden for teamets øvrige ansvarsområder.

Du behøver ikke kunne alt fra første dag. Men du skal være nysgerrig, tage ansvar for dine opgaver og synes, det er fedt at fordybe dig i et felt, der hele tiden flytter sig.

Nykredit forventer, at du bidrager til fællesskabet med engagement, godt humør og en positiv tilgang. Dette er også kendetegnende for teamet.

Om teamet og Nykredit

Du bliver en del af Tech Legal i Jura & Skat, som samlet består af cirka 50 medarbejdere. Tech Legal er et specialiseret team, der arbejder på tværs af Nykredit-koncernen og rådgiver om de juridiske rammer for teknologi, data og digital udvikling.

Teamets arbejde spænder bredt, med persondataretten som fundament og et naturligt afsæt for teamets arbejde med tech-regulering, herunder AI, DORA og IT-aftaler.

Dit primære fokus bliver AI-området, men du skal også deltage i arbejdet med GDPR og andre beslægtede reguleringer inden for teamets ansvarsområder. I tæt samarbejde med forretningen, IT og øvrige specialistfunktioner er du med til at omsætte komplekse juridiske krav til løsninger, der fungerer i praksis.

Hvis myndighederne godkender Nykredit-koncernens opkøb af BEC, bliver fagområdet kun endnu mere aktuelt. Det bringer teknologi, data og regulering endnu tættere på Nykredits forretning og skaber juridiske problemstillinger i krydsfeltet mellem finans og teknologi.

Du bliver en del af et fagligt og uhøjtideligt miljø, hvor viden deles, og hinandens kompetencer bruges aktivt. Samtidig får du gode muligheder for at udvikle dig og sætte dit præg på både opgaverne og teamets måde at arbejde på.

Din nye arbejdsplads

Din arbejdsplads bliver i Nykredit-koncernens hovedsæde i Nordhavn. Nykredit tilbyder attraktive løn- og ansættelsesvilkår, herunder typisk en ekstra uges ferie, pension og personalevilkår samt mulighed for bruttolønsordninger, fitnessaftaler og massageordning.

Nykredit glæder sig til at tage godt imod dig som en ny kollega.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte afdelingsdirektør Heidi Kusz Kejser på telefon 23 62 84 16, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Har du spørgsmål til rekrutteringsprocessen, kan du kontakte rekrutteringsteamet på nytjob@nykredit.dk.

Nykredit inviterer løbende til samtaler og ser frem til at modtage ansøgninger.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Weekly working time:
Calendar Icon
Virksomhedens navn Nykredit
Location Icon
Adresse Sundkrogsgade 25, 2150, Nordhavn
Calendar Icon
Kontaktperson Heidi Kusz Kejser
Email Icon
Email nytjob@nykredit.dk
phone Icon
Telefon 23 62 84 16
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Sundkrogsgade 25, 2150, Nordhavn

Se større kort