Vil du være med til at sammensætte pensionskassens likvide investeringsporteføljer og sikre en god analytisk forankring af porteføljebeslutningerne? P+, Pensionskassen for Akademikere søger en erfaren og selvkørende porteføljemanager til udarbejdelsen af strategiske beslutningsoplæg og analyser på tværs af de likvide aktivklasser med et særligt fokus på aktier.
Om rollen
Som senior portfolio manager i en investeringsafdeling på 7 personer vil du få kendskab til og kan blive inddraget i beslutninger om alle afdelingens investeringer.
Afdelingen er i gang med at styrke P+’s investeringsprocesser på alle beslutningsniveauer fra porteføljekonstruktion til handelseksekvering, og fokus i rollen vil især være på at levere og produktionssætte analyser og modeller, der kan støtte den løbende kortsigtede og langsigtede porteføljekonstruktion. Eksempler på analyser og modeller kan være:
- løbende afkastforventninger på porteføljens aktivklasser og deres elementer,
- overblik over og konsekvensanalyse af implementeringsvalg,
- udvælgelse af og opfølgning på valg af eksterne forvaltere mm.
I rollen forventes du at deltage aktivt i identifikationen af interessante analyser samt prioriteringen af analyseopgaverne.
Du får stor mulighed for at forme dine arbejdsopgaver, og rollen har gode muligheder for faglige udfordringer og udvikling. Dit arbejde er til gavn for mere end 125.000 medlemmer (inklusive dig selv) i form af bedre pensioner.
Om dig
Det forventes, at:
- Du har en solid forståelse for programmering, databaser og statistik uden nødvendigvis at være uddannet som datalog, softwareingeniør eller statistiker, og du er komfortabel med selvstændigt at udarbejde og produktionssætte kvantitativt forankrede analyser og modeller efter at være blevet indført i P+’s systemer.
- Du bidrager til udviklingen af P+’s analyseplatform og kan argumentere for dine teknologivalg. Du må forvente at skulle drive IT- og datarelaterede arbejdsopgaver ud over, hvad der ligger inden for den traditionelle porteføljemanagerrolle.
- Du har økonomisk forståelse, og du kan snakke med om både makroøkonomi og regnskaber. Det er en forudsætning, at du har professionel erfaring med at arbejde kvantitativt med aktier, ligesom det er en forudsætning, at du har dyb forståelse og ideelt set professionel erfaring med prissætning og modellering af derivater.
- Du forholder dig kritisk til både egne og andres argumenter og tager ikke udsagn for et faktum, uden at data har overbevist dig.
- Du finder stor værdi i samarbejde og i vidensdeling, og du opsøger viden både internt og eksternt.
- Du tager ansvar, og du udviser initiativ. Du interesserer dig for, hvordan dine ansvarsområder passer ind i pensionskassens forretning, og hvordan du kan bidrage til at forbedre begge dele.
- Du kommunikerer godt på skrift både på dansk og på engelsk.
Om afdelingen
Likvide Investeringer er en del af Investeringsområdet i P+. Afdelingen står for den daglige drift af den likvide del af investeringsporteføljerne, herunder:
- rente- og inflationsafdækning af pensionskassens garanterede ydelser,
- likviditetsstyring, cash management og
- udformning og tilpasning af markedseksponeringen mod noterede aktier og kreditobligationer samt rente- og fx-markeder.
Derudover står afdelingen for udarbejdelsen af beslutningsoplæg om pensionskassens samlede strategiske porteføljesammensætning inklusive den overordnede allokering til illikvide aktivklasser.
Vil du være en del af holdet?
Lyder det som noget for dig, så send dit CV til P+ senest søndag den 9. august 2026. Du behøver ikke at uploade en ansøgning, når du søger. Skriv i stedet 5-6 linjer i dit CV om din motivation.