Senior Finance Business Partner til Compass Group

Søg en central rolle som Senior Finance Business Partner hos Compass Group. Få reel indflydelse på den økonomiske udvikling i Multiservice- og Cleaning-sektorerne.

Senior Finance Business Partner til Compass Group

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Vil du være en aktiv partner for forretningen og have reel indflydelse på den økonomiske udvikling i Compass Group? Som Senior Finance Business Partner kommer du tæt på forretningen og bruger din økonomiske indsigt og forretningsforståelse til at styrke beslutninger og skabe resultater på tværs af organisationen.

Om jobbet

Compass Group søger en erfaren og forretningsorienteret Senior Finance Business Partner med ansvar for sektorerne Cleaning og Multiservice.

Leverancerne inden for Multiservice tilpasses den enkelte kunde og omfatter udelukkende soft services. De kan blandt andet bestå af rengøring, kantinedrift, reception, kaffebarer og andre services på arbejdspladsen.

Rollen er ikke knyttet til én enkelt kundekontrakt. Du arbejder på tværs af flere kunder og aftaler med forskellige prismodeller, bemandingsbehov og økonomiske forudsætninger. Det er områder i vækst og en driftsintensiv forretning, hvor kvalitet, bemanding, kontraktvilkår og økonomi hænger tæt sammen.

Som Senior Finance Business Partner fungerer du i praksis som "CFO" for driftsdirektørens område og bliver den primære økonomiske sparringspartner. Du får dermed stor indflydelse på den økonomiske udvikling i sektorerne. Du skaber overblik over resultaterne, følger udviklingen tæt og omsætter tal og analyser til anbefalinger og handlinger, der kan bruges i forretningen.

Du kommer tæt på kontrakterne, kunderne og den daglige drift. Du følger op på resultater og afvigelser, undersøger, hvad der ligger bag tallene, og finder løsninger sammen med de ansvarlige i forretningen. Samtidig har du blik for, hvordan indtjeningen kan forbedres, kontrakterne udvikles og arbejdsgangene gøres mere effektive.

Rollen er placeret i Finance med reference til Finance Director. Du arbejder samtidig tæt sammen med driftsdirektøren for Multiservice og får en bred kontaktflade på tværs af Compass Group. Du bliver desuden en vigtig del af Finance Business Partner-teamet.

Dine primære ansvarsområder bliver blandt andet at:
  • Være økonomisk sparringspartner for driftsdirektøren og bidrage til udviklingen af Multiservice og Cleaning.
  • Udarbejde ledelsesrapportering og analysere resultater, afvigelser, indtjening, omkostninger og marginer på kontrakt- og områdeniveau.
  • Omsætte den økonomiske opfølgning til tydelige anbefalinger og sikre, at relevante initiativer bliver fulgt til dørs.
  • Drive budget- og forecastprocesserne i tæt samarbejde med driften og øvrige relevante kolleger.
  • Sikre afstemninger, kontraktcontrolling og prisreguleringer på tværs af kundeporteføljen.
  • Udarbejde businesscases, beslutningsoplæg og præsentationer til ledelsen.
  • Bidrage til tilbud, kontraktforhandlinger og genforhandlinger samt vurdere økonomien, risiciene og mulighederne i nye og eksisterende aftaler.
  • Varetage dialogen med kunder om økonomiske forhold.
  • Bidrage til AIC-gennemgange og godkendelser samt økonomiske opgaver i forbindelse med M&A.
  • Forbedre processer og arbejdsgange med fokus på lavere omkostninger og en mere effektiv drift.
Om afdelingen

Finance består af flere fagområder, herunder business support, debitorer og kreditorer, rapportering, finance business partnering og controlling.

Som Senior Finance Business Partner får du en vigtig rolle i Finance Business Partner-teamet, hvor du bidrager til den faglige udvikling og til at styrke teamets arbejdsmetoder. Du arbejder tæt sammen med Finance Director, driftsdirektøren, de øvrige Finance Business Partnere, controllere, driftsledere og kolleger på tværs af Compass Group. Du får desuden kontakt med kunder og andre interne og eksterne samarbejdspartnere.

Compass Group søger en Senior Finance Business Partner, der …

Du er nysgerrig på forretningen og motiveres af at forstå, hvad der sker i den daglige drift. Du skaber tillid gennem din faglighed og din måde at samarbejde på og kan udfordre erfarne ledere konstruktivt uden at miste relationen eller det fælles mål af syne.

Du arbejder selvstændigt, tager ansvar og følger opgaver og initiativer til dørs. Samtidig er du pragmatisk og løsningsorienteret og ved, at de bedste resultater skabes i tæt samarbejde med forretningen.

Du kan gå grundigt ned i en analyse, når det er nødvendigt, men formår også at samle konklusionerne og gøre dem relevante og forståelige for modtageren. Du ser ikke Finance som en kontrolfunktion på afstand, men ønsker at komme tæt på driften, forstå kontrakterne og bruge økonomien til at skabe fremdrift og bedre resultater.

Du lykkes i rollen, når du skaber økonomisk overblik, bliver en værdsat sparringspartner for driften og bidrager til at forbedre indtjeningen. Det kræver, at du følger udviklingen tæt, gør risici og muligheder tydelige og sikrer, at analyser og anbefalinger bliver omsat til konkrete handlinger.

Compass Group forestiller sig, at du:
  • Har solid erfaring fra en forretningsnær økonomistilling, f.eks. som Finance Business Partner, Business Controller eller fra en tilsvarende rolle i en større organisation.
  • Har en relevant videregående uddannelse inden for økonomi, f.eks. cand.merc., HD(R) eller tilsvarende.
  • Gerne har erfaring fra Facility Management, Cleaning eller en anden kontrakt- og servicebaseret virksomhed.
  • Forstår, hvordan bemanding, kvalitet, kontraktvilkår og den daglige leverance påvirker økonomien.
  • Har arbejdet med større kundeporteføljer og komplekse kontrakter.
  • Har solid erfaring med budgettering, forecasting, økonomisk opfølgning og ledelsesrapportering.
  • Kan strukturere og analysere større datamængder og formidle dine konklusioner klart.
  • Kan bidrage til businesscases, tilbud samt kontraktforhandlinger og genforhandlinger.
  • Har blik for detaljerne uden at miste forståelsen for de større kommercielle og strategiske sammenhænge.
  • Trives i en stor organisation med mange interessenter og opgaver på tværs.
Interesseret?

Advised by varetager rekrutteringsprocessen på vegne af Compass Group.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Anne Vig Thomasen på telefon 21 42 70 65 eller Kristina Czigany på telefon 60 65 74 04.

Compass Group glæder sig til at høre fra dig.

Om Compass Group

Compass Group er en af verdens førende virksomheder inden for serviceløsninger med mere end 500.000 medarbejdere i 33 lande. Koncernen er noteret på London Stock Exchange og har mere end 60 års erfaring inden for catering, Facility Management og driftsnære serviceydelser.

I Danmark beskæftiger Compass Group cirka 4.000 medarbejdere og driver mere end 350 kantiner og serviceleverancer for private virksomheder, uddannelsesinstitutioner, hospitaler, offentlige institutioner og offshoreplatforme. Virksomheden arbejder under brandene Food & Co, Eurest Facility Services og ESS.

Kulturen er præget af højt tempo, handlekraft og samarbejde. Du bliver en del af en organisation, hvor man er tæt på driften, og hvor resultater skabes i samspillet mellem mennesker, økonomi, service og kunder.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Advised by I/S
Location Icon
Adresse Rued Langgaards Vej 8, 3., 2300, København S
Calendar Icon
Kontaktperson Anne Vig Thomasen
phone Icon
Telefon 21 42 70 65