Der er langt fra en investeringsidé til et produkt, en rådgiver kan sælge, og et system kan håndtere. Som Product Manager styrer du forløbet fra udviklingen sættes i gang til lancering. Det er også din rolle som Product Manager at styre onboarding af nye institutionelle kunder fra indgåelse af aftalen til overgang til drift.
Fra kundeønske til drift
Du sidder for bordenden af implementeringen og bruger din produktviden til at stille de krav undervejs, der sikrer, at både kolleger og eksterne samarbejdspartnere leverer til tiden.
Konkret kommer du til at:
- Planlægge og styre implementeringen, herunder udarbejdelse af aktivitets- og tidsplaner
- Sikre at bidrag til bestyrelsesindstillinger, vedtægter, prospekter og fondsinstrukser fra de relevante fagområder har den fornødne kvalitet
- Sikre, at investeringsstrategi og rammer er beskrevet entydigt nok til at kunne sættes op i praksis
- Følge opsætningen til dørs i systemerne – internt og hos BankInvests samarbejdspartnere
- Besvarelse af due diligence spørgeskemaer fra samarbejdspartnere
Få bred berøringsflade på tværs af organisationen
Du bliver en del af et team på fire, hvor du har selvstændigt ansvar for dine opgaver, men hvor BankInvest deler viden og hjælper hinanden, når det brænder på. Hverdagen er varieret og giver indblik i hele værdikæden og samarbejde på tværs af organisationen.
Det ser BankInvest efter
Du bliver en del af forskellige forløb med mange interessenter, hvor ingen af dem refererer til dig, men hvor du tager styringen med din faglige tyngde til at udfordre og stille krav.
Det kalder på en, der kan holde en plan, følge op uden at blive bedt om det, og sige fra, når et input ikke er godt nok. Du formår at have blik for detaljen uden at miste overblikket. Du arbejder på dansk og engelsk i både skrift og tale.
BankInvest forestiller sig, at du har:
- Erfaring fra en kapitalforvalter og kendskab til investeringsprodukter og den operationelle værdikæde
- En videregående uddannelse inden for økonomi eller finansiering – cand.merc., cand.oecon., HD eller tilsvarende
- Rutine i Excel og erfaring med at arbejde struktureret med data, dokumentation og AI
Har du desuden erfaring med investerings- og kapitalforeninger, herunder regulering og dokumentationskrav eller med at lede implementeringsforløb, er det et plus.
Hvem BankInvest er
BankInvest er en dansk kapitalforvalter, der har eksisteret siden 1969. BankInvest er ejet af en kreds af danske pengeinstitutter, og hovedparten af den formue, BankInvest forvalter, kommer fra private investorer, der er kunder i netop disse banker. Dertil kommer institutionelle kunder i ind- og udland.
BankInvest udvikler og forvalter investeringsprodukter inden for aktier, obligationer, multi asset og tematiske investeringer. Koncernen tæller godt 120 medarbejdere, og BankInvest holder til centralt i København.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte Anette Charnouby, Head of Product & Client Management, på ach@bankinvest.dk eller 53 39 01 00.
BankInvest opfordrer alle kvalificerede til at søge, uanset baggrund.
Send ansøgning og CV hurtigst muligt. BankInvest holder samtaler løbende, og ansøgningsfristen er 23. oktober 2026.