Drømmer du om et meningsfuldt job inden for en af verdens vigtigste politiske dagsordener? Og trives du med politisk og public affairs-arbejde, hvor du udvikler gode menneskelige relationer, samtidig med at du går i dybden med den faglige substans – og laver masser af hands-on-arbejde – inden for politik, der fremmer plantebaserede fødevarer i Danmark?
Så har du chancen nu. Den plantebaserede omstilling er en af det 21. århundredes vigtigste dagsordener. Med et ambitiøst regeringsgrundlag, hvor der blandt andet skal udarbejdes en fødevarestrategi og implementeres nulmoms på frugt og grønt, sideløbende med at trepartsforligskredsen skal finde finansiering til permanentgørelsen af Plantefonden fra 2030, er der masser at tage fat på.
Som den centrale plantebaserede aktør i Danmark har Dansk Vegetarisk Forening (DVF) brug for dig til at sikre, at ambitionen og implementeringen i retning af flere plantebaserede fødevarer fastholdes.
Politisk arbejde, som fremmer grøn mad på tallerkenen og i landbruget
Du vil samarbejde tæt med DVF’s generalsekretær, programchef og andre medarbejdere inden for det politiske område.
Dine arbejdsopgaver vil først og fremmest være:
- Udarbejde skriftlige oplæg af høj kvalitet, som kan anvendes af politikere fra alle Folketingets partier.
- Forberede, deltage og følge op på møder med politikere, embedsværk, politiske rådgivere og myndigheder.
- Assistere DVF’s generalsekretær og programchef med opgaver inden for politisk interessevaretagelse, herunder mødebookinger, planlægning af politiske events, Folkemødet m.v.
- Ledelse af et projekt med fokus på at få afsat flere midler til forskning og udvikling inden for plantebaserede fødevarer i Danmark.
- Opsøgende public affairs-arbejde, der fremmer viden om plantebaserede fødevarer blandt, og styrker DVF’s relationer til, andre interesseorganisationer og relevante samfundsaktører, for eksempel fagbevægelsen, finanssektoren, de store grønne fonde, m.v.
- Udarbejdelse af høringssvar og indspil til paragraf 20-spørgsmål.
- Tovholder på valgundersøgelser.
- Bidrage til at udvikle nye politiske fokusområder.
- Andre forefaldende opgaver, som der måtte være behov for at løse.
Har du erfaring med politisk arbejde?
Dansk Vegetarisk Forening (DVF) forventer, at du:
- Føler dig godt tilpas med at skabe og udvikle sociale relationer inden for politik eller blandt professionelle i interesseorganisationer.
- Har en grundlæggende forståelse for, hvordan man balancerer idealistiske budskaber, der inspirerer andre, samtidig med at man er pragmatisk og fokuserer på konkrete resultater.
- Er uddannet inden for statskundskab eller et lignende fag; eller at du har professionel erfaring med varetagelse af politisk arbejde, meget gerne fra et af de etablerede partier på Christiansborg, et ministerium eller en organisation, der arbejder med at varetage politiske interesser.
- Har en høj grad af selvstændighed.
- Har en grundlæggende viden om vegetarisk/vegansk levevis og madpræferencer i samfundet generelt samt en fornemmelse for og interesse i bæredygtighed, sundhed og dyreetik.
- Kan se dig selv i DVF’s værdier, men også i de værdier, som foreningens tætteste samarbejdspartnere står for, heriblandt især Økologisk Landsforening og Plantebranchen.
- Kan kommunikere korrekt, skarpt og gennemtænkt til modtagere med forskellige ideologiske baggrunde og forskellige niveauer af kødforbrug.
- Trives med konkret hands-on-arbejde, herunder baggrundsresearch samt opsætning af dokumenter og valgundersøgelser o.l.
- Trives med den løn, som Dansk Vegetarisk Forening (DVF) kan tilbyde, fordi du ved, at den grønne omstilling kræver, at der er nogen, der går foran.
Du får en hverdag med fleksible rammer
Hverdagen vil finde sted på Dansk Vegetarisk Forening (DVF)'s sekretariat beliggende på Vester Voldgade 2, 2. tv. På sekretariatet sidder der på nuværende tidspunkt 38 kollegaer, hvoraf 5 arbejder fra henholdsvis Jylland og Fyn.
Dansk Vegetarisk Forening (DVF) har fokus på at tilrettelægge arbejdet efter den enkeltes behov. Derfor praktiseres der eksempelvis ugentlige hjemmearbejdsdage og fleksible arbejdstider. Foreningen har et rart socialt miljø og vægter et godt kollegaskab højt.
Startdato, timetal og løn
Dansk Vegetarisk Forening (DVF) søger en kollega, der kan starte snarest muligt. Foreningen kan tilbyde en stilling på 37 timer om ugen til en månedsløn, der fra den 1. januar 2027 vil være på 37.415 kr., eller ned til 30 timer om ugen med en tilsvarende reduktion i lønnen. Lønnen er ikke til forhandling, da foreningen har en meget flad lønstruktur.
Derudover tilbyder Dansk Vegetarisk Forening (DVF) en arbejdsgiverbetalt pension på 11 % og 6 ugers ferie.
Frokostpausen er ulønnet. Til gengæld har foreningen en rigtig god og delvist arbejdsgiverbetalt frokostordning med 100 % plantebaseret mad, og der er fri adgang til økologisk kaffe-, te-, frugt- og nøddeordning.
Interesseret?
Send din motiverede ansøgning, CV, anbefalinger/referencer og andet materiale, du eventuelt finder relevant, til job@vegetarisk.dk hurtigst muligt og senest den 20. november. Dansk Vegetarisk Forening (DVF) afholder samtaler i perioden den 23. til den 27. november. Skriv ”Ansøgning Politisk konsulent” i emnefeltet.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Dansk Vegetarisk Forening (DVF)'s programchef Louise Johansen på louisejohansen@vegetarisk.dk.
Dansk Vegetarisk Forening (DVF) blev grundlagt i 1896 og er i dag den centrale danske aktør i den plantebaserede omstilling fra jord til bord. Foreningen har cirka 4.000 medlemmer og arbejder inden for seks programområder: Politisk, Erhverv, Uddannelse, Inspiration & Oplysning, Samarbejde og Internationalt. Læs mere om foreningen på vegetarisk.dk.