Er du hjælpsom, selvstændig og god til at bevare overblikket, når der er travlt? Kan du lide at være på farten og tage fat, hvor der er behov? Så er stillingen som pakkeshopassistent hos Bring måske noget for dig!
I forbindelse med Black Week og den efterfølgende højsæson oplever Bring ekstra travlhed i deres pakkeshops. StudentConsulting søger derfor en engageret, selvdreven og hjælpsom pakkeshopassistent, som skal hjælpe forskellige pakkeshops i Storkøbenhavn.
Om stillingen:
Som pakkeshopassistent bliver din primære opgave at køre ud til forskellige pakkeshops og hjælpe med at scanne og organisere pakker. Du vil især skulle hjælpe de større pakkeshops, hvor der kan være behov for ekstra hænder til at få scannet pakker og tømt bure, så der igen bliver skabt overblik og plads i butikken.
Du vil komme rundt til en række forskellige pakkeshops, blandt andet i større byggemarkeder og butikker. Der kan være omkring 20-50 pakkeshops, som du kommer rundt til, afhængigt af behovet.
Overordnet vil dine arbejdsopgaver omfatte:
- Kørsel til forskellige pakkeshops i København og omegn.
- Scanning af pakker ved hjælp af Brings scanner.
- Organisering og sortering af pakker samt placering på de rette hylder.
- Hjælp til at få tømt bure og skabe overblik over pakkerne i de forskellige pakkeshops.
- Kontakt og koordinering med medarbejdere i de forskellige pakkeshops samt begrænset kundekontakt.
Der kan muligvis også forekomme arbejde med for eksempel samling af reoler eller lignende gå-til-hånde-opgaver. Det primære fokus er dog at hjælpe til med scanning, organisering og håndtering af pakker.
Bring tilbyder et alsidigt job, hvor du får mulighed for at gøre en konkret forskel i en travl periode. Du vil have en hverdag, hvor du er på farten og besøger forskellige pakkeshops, samtidig med at arbejdsopgaven er konkret og overskuelig. Du får desuden stillet en bil til rådighed, som du må køre hjem i efter endt arbejdsdag.
Dette søger StudentConsulting:
For at lykkes i rollen er det vigtigt, at du har en positiv og hjælpsom tilgang til dit arbejde og møder både kolleger og medarbejdere i de forskellige pakkeshops med et smil. Du skal være omstillingsparat og trives med at arbejde selvstændigt, da du vil være på farten mellem forskellige lokationer. Samtidig skal du kunne arbejde struktureret og bevare overblikket, når der er mange pakker, og have lyst til at tage fat, når der er behov for det. Du skal kunne begå dig på både dansk og engelsk, have kørekort B og være indstillet på at være fysisk aktiv i løbet af arbejdsdagen.
Du vil få en dags oplæring i uge 48, hvor du blandt andet vil køre med en af Brings medarbejdere i København og blive introduceret til arbejdsopgaverne og scanneren. Herefter forventes det, at du hurtigt kan arbejde selvstændigt, da opgaven er konkret og ensartet.
Der stilles en bil til rådighed til udførelse af arbejdsopgaverne. Bilen må også køres hjem, men den må ikke benyttes til private ærinder.
Praktisk information:
Stillingen er et vikariat gennem StudentConsulting fra uge 48 til og med uge 50. Der er tale om en fuldtidsstilling, og arbejdstiden vil primært ligge i tidsrummet kl. 12.00-20.00, men der kan også forekomme vagter fra kl. 11.00-19.00.
Du bliver en del af en travl periode omkring Black Week, hvor der er ekstra behov for hjælp i Brings pakkeshops. Du vil primært være på farten mellem forskellige pakkeshops i København og omegn og hjælpe med at sikre, at pakkerne bliver scannet, organiseret og placeret korrekt.
Hvis du er interesseret i en aktiv og selvstændig stilling, hvor du kommer rundt til mange forskellige lokationer, så send dit CV og din ansøgning med det samme.
StudentConsulting ser frem til at modtage din ansøgning!