PA • Strategisk sparring • Partnerskabsnetværk

Er du en erfaren PA med flair for strategisk sparring og partnerskabsnetværk? En spændende nyoprettet stilling venter i København.

PA • Strategisk sparring • Partnerskabsnetværk

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

En nyoprettet stilling som PA og ansvarlig for partnerskabsnetværket er åben hos Bevica Fonden. Ønsker du at være direktørens faglige højre hånd, og motiveres du af at skabe stærke synergier i et mangfoldigt netværk af partnerskaber, der brænder for lige værd og lige muligheder for alle?

Bevica Fonden arbejder for at gøre en forskel for mennesker med handicap og skabe et inkluderende samfund, der er indrettet til alle – uanset funktionsevne. Dette sker gennem arbejdet med at styrke og udbrede viden om universelt design som en værdibaseret designtilgang, der har fokus på at skabe ligeværdige løsninger overalt i vores omgivelser og hverdag.

Bevica Fonden står på skuldrene af Danmarks ratificering af FN’s Handicapkonvention og konventionens fokus på universelt design som en værdibaseret tilgang til at skabe et mere ligeværdigt samfund for alle. Fonden er internationalt anerkendt for sit bidrag inden for universelt design. Fonden formidler blandt andet viden, faciliterer et tværfagligt forskernetværk og omsætter sin viden til praksis gennem partnerskaber og offentlige samtaler om menneskesyn, blinde vinkler og ableisme.

Hos Bevica Fonden er den fælles prisme filosofien i universelt design. Universelt Design repræsenterer et menneskesyn, der anerkender, at det at være menneske er at leve med foranderlige og forskellige funktionsevner gennem livet.

Bevica Fonden arbejder målrettet og strategisk med at udbrede kendskabet til og viden om universelt design. Dette sker gennem viden, samtalen og partnerskaber. Fonden har for eksempel partnerskab med Foreningen Folkemødet, Københavns Kommune, Parasport Danmark og en række universiteter.

Om stillingen som PA og ansvarlig for partnerskabsnetværket

Fonden søger en analytisk og strategisk profil, der kan tænke ud af boksen. I tæt samarbejde med direktøren får du en nøglerolle i at styrke den eksisterende portefølje af partnerskaber og drive fondens partnerskabsnetværk med en ambition om at styrke netværkets værdi og sammenhængskraft.

Du planlægger og faciliterer netværksmøder, der aktivt bringer parterne sammen om fælles dagsordener og skaber grobund for videndeling og samarbejder på tværs, så netværket skaber merværdi for alle parter. Du identificerer og faciliterer samarbejdsmuligheder, videndeling og synergier. Du er sparringspartner for netværksdeltagerne og brobygger over til fondens øvrige tiltag, herunder også formidling af partnerskaberne på fondens website.

Din rolle bliver endvidere at analysere potentielle nye initiativer og omsætte dem til konkrete tiltag eller nye partnerskaber og dermed styrke den eksisterende portefølje af partnerskaber. Du er endvidere administrativt ansvarlig for og håndterer statusrapporter og bevillinger og sikrer, at fonden får indsigt i den viden og erfaring, der skabes – og får den implementeret i det videre arbejde.

Som en del af din opgave udvikler du, i sparring med direktøren, strategiske analyser og beslutningsoplæg, og du udarbejder præsentationer til eksterne og interne møder. Du driver endvidere arbejdet med, i samarbejde med eksterne parter og ledelsen, at udvikle et kompas, fonden kan navigere efter. Et kompas som viser, om samfundet begynder at tage universelt design til sig som en grundværdi. Et kompas som dermed også skal hjælpe med at justere og prioritere de samlede indsatser.

Du refererer til fondens direktør og bliver en del af et team på ti kompetente kolleger med høj faglighed og stor dedikation til formålet, som har deres hverdag på kontoret i Linnésgade i hjertet af København, tæt på Nørreport Station.

Om dig

Du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau. KAR+CO forestiller sig desuden, at du har minimum 3-4 års relevant arbejdsmæssig erfaring, som kan være oparbejdet fra en vidensorganisation, en NGO, en styrelse, en forvaltning eller måske en privat virksomhed. Uanset baggrund har du erfaring med strategisk ledelsessupport og interessenthåndtering, og måske har du allerede erfaring med drift og facilitering af et strategisk netværk.

Du er analytisk og kan både tænke strategisk og samtidig have et operationelt fokus. Du formår hurtigt at sætte dig ind i komplekse problemstillinger, omsætte dem til enkle beslutningsoplæg, og du er god til at tænke ud af boksen.

Du er udadrettet, god til at opbygge relationer og forstår at spotte fællesnævnere og synergier mellem forskellige organisationer og aktører. Du er en kompetent formidler i skrift og layout, og med dine stærke netværks- og kommunikationsevner kan du samle aktører om en agenda og sikre fremdrift. Du arbejder selvstændigt og bekender dig samtidigt til en samarbejdende organisation, hvor man løfter i flok.

Du tilbydes

Hos Bevica Fonden får du en central rolle og indflydelse på fondens udvikling af nye initiativer, og du får ansvaret for at forme og udvikle et stærkt, værdiskabende partnerskabsnetværk. Du bliver en del af et fællesskab med kompetente, dedikerede kolleger, som alle brænder for agendaen, og som nyder både national og international anerkendelse.

Ansøgning og frist

Er du interesseret i stillingen, så send KAR+CO dit CV og din ansøgning senest den 26. oktober 2026 (gerne før). Der afholdes indledende samtale med KAR+CO i uge 45 og første møde med Bevica Fonden fredag den 13. november.

Med henvisning til persondatareglerne kan ansøgninger kun sendes via det angivne system og kun én gang. Skulle du opleve problemer med at uploade din ansøgning, bedes du kontakte KAR+CO. I henhold til GDPR bedes du undlade at fremsende ansøgning på ny via mail eller lignende uden forudgående aftale.

For yderligere information

Er du nysgerrig, eller har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Susanne Gamrath, seniorkonsulent hos KAR+CO på telefon 22 14 63 00 eller sg@karplusco.com.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 26.10.2026
Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn KAR+CO
Location Icon
Adresse Linnésgade 18, 1., 1361, København K
Calendar Icon
Kontaktperson Susanne Gamrath
Email Icon
Email sg@karplusco.com
phone Icon
Telefon 22 14 63 00
Se stillingsopslag