Kan du sikre ledelsesunderstøttelse af høj kvalitet, og vil du være med til at præge udviklingen i et af Skattestyrelsens største fagområder? Er du en dygtig personaleleder med overblik og en veludviklet dømmekraft, der skaber resultater gennem relationer og ledelse? Så er du måske den, Skattestyrelsen søger som ny sekretariatschef i Erhverv.
En spændende hverdag i Danmarks største styrelse
Skattestyrelsen er en del af Skatteforvaltningen under Skatte- og Vækstministeriets koncern og tæller knap 5.000 medarbejdere fordelt over hele landet.
Skattestyrelsen er inddelt i syv fagområder, hvor Erhverv er et af de større fagområder med cirka 950 medarbejdere, inklusiv cirka 50 ledere. Erhverv har det overordnede ansvar for moms, skatter, afgifter og registrering i forhold til erhvervsvirksomheder.
Det indebærer blandt andet ansvaret for vejledning og sagsbehandling af særligt små og mellemstore virksomheders moms- og skatteforhold samt planlægning og gennemførsel af kontrolaktiviteter. Arbejdet skal sikre, at virksomhederne betaler den rigtige moms og de rigtige skatter og afgifter til tiden. Erhverv er også involveret i mange sager og områder med politisk fokus.
Ledelsessekretariatet i Erhverv varetager stabsfunktionerne i fagområdet og har en bred opgaveportefølje, som indebærer at understøtte den øverste ledelse i Erhverv, der omfatter en fagdirektør og dennes fem underdirektører, inden for blandt andet ledelsesbetjening, ministerbetjening, økonomistyring og strategiske indsatser.
Du kommer sammen med kontorets souschef til at stå i spidsen for ledelsessekretariatet, der har cirka 20 medarbejdere, som har forskellig faglig baggrund. Du er med til at sikre både sammenhæng og koordinering på tværs af fagområdet, og du får derfor udfordret både dine faglige, ledelsesmæssige og organisatoriske evner. Du har en bred kontaktflade, og sekretariatets nøgleinteressenter er blandt andet fagområdets ledere, ledelsessekretariaterne i de øvrige fagområder i Skattestyrelsen og Skattestyrelsens øvrige stabsfunktioner.
Som sekretariatschef har du ansvaret for:
- personaleledelsen af cirka 15 medarbejdere, herunder to teamkoordinatorer samt din souschef, som er personaleleder for 7 medarbejdere i sekretariatet
- sekretariatsbistand og ledelsesstøtte af høj kvalitet til fagdirektøren, underdirektørerne og ledergruppen
- koordinering, styring og kvalitetssikring af bestillinger, herunder departements- og ministerbetjening, for eksempel i forbindelse med udarbejdelse af folketingssvar, notater med videre
- udvikling af strategi for fagområdet samt koordinering og opfølgning på eksekvering af denne og andre strategiske indsatser
- økonomi, driftsopfølgning, HR samt risikostyring og revisionsundersøgelser i fagområdet.
Du refererer til underdirektøren for Erhvervsprocesser og har derudover et tæt samarbejde med Erhvervs fagdirektør. Du kan forvente stor involvering i sager og strategiske overvejelser, hvilket stiller krav til dine evner til at håndtere store mængder information samt yde strategisk sparring og rådgivning.
Nærværende leder med stort overblik
Du har en relevant videregående uddannelse inden for jura, økonomi, statskundskab eller tilsvarende – suppleret med ledererfaring. Det er en fordel, hvis du har erfaring med klassiske sekretariatsopgaver, og du har baggrund fra en politisk styret organisation, gerne fra et departement.
Derudover lægger Skattestyrelsen vægt på, at du:
- mestrer balancen mellem at delegere opgaverne og bevare det samlede overblik
- er optaget af at levere produkter af høj kvalitet – også når fristerne ofte er korte
- har en veludviklet dømmekraft og situationsfornemmelse
- kan engagere og motivere medarbejdere med forskellige fagligheder
- kan etablere og fastholde tætte samarbejdsrelationer
- evner at prioritere medarbejdernes og din egen tid, så opgaver og tempo giver energi og mening
- har en høj arbejdskapacitet.
Via din ledelsesstil medvirker du til, at ledelsessekretariatet er et godt hold, der hjælper hinanden, og du skal i ledelsesopgaven være tydelig på rammer og retning for opgaverne. Dine samarbejdspartnere skal opleve dig som tilgængelig, imødekommende og løsningsorienteret – og du har venlig pondus, når situationen kalder på det.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 5. oktober 2026 klokken 12.00. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Kongen.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte nuværende sekretariatschef Mikkel Bach Madsen på telefon 72 37 46 08 (i perioden 21. – 28. september) eller souschef Anne-Sofie Kaiser på telefon 72 37 71 65 (i perioden 29. september - 5. oktober). Uanset om du kontakter Mikkel eller Anne-Sofie, så må du gerne sende en sms i forvejen med henblik på at aftale et tidspunkt for telefonisk dialog.
Skattestyrelsen forventer at afholde samtaler i uge 41 og 43. Der indgår en personlighedsanalyse og en logisk test i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Der vil forud for ansættelse blive indhentet referencer og straffeattest.
Tiltrædelse per 1. december 2026 eller efter aftale.
Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at Skattestyrelsen foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Skattestyrelsen undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at Skattestyrelsen ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen. Hvis du allerede er sikkerhedsgodkendt i en anden offentlig myndighed og bliver tilbudt stillingen, ønsker Skattestyrelsen at overtage din sikkerhedsgodkendelse fra din nuværende arbejdsplads, hvis forudsætningerne for det er opfyldt.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 1, svarende til lønramme 37. Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål, men der vil eventuelt være mulighed for varig ansættelse.
Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Engelholm Allé 1, 2630 Taastrup, hvor Skattestyrelsen har til huse i nyrenoverede kontorlokaler tæt på offentlig transport (to minutters gang fra Høje Taastrup Station) samt nem adgang med bil fra København og det øvrige Sjælland, da motorvejen kun er fem minutter væk.
Skat er ikke enkelt. Derfor har Skattestyrelsen brug for dig.
I Skattestyrelsen bliver du en del af et fagligt og mangfoldigt fællesskab, hvor du får ansvar, udvikler dig gennem komplekse opgaver og får tæt sparring med dygtige kolleger – alt sammen inden for fleksible rammer.
Skattestyrelsen lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Din udvikling betyder meget for Skattestyrelsen, og hos Skattestyrelsen får du gode muligheder for læring og en karrierevej, der er fleksibel og tilpasset dig, uanset hvor i livet du befinder dig.
Skattestyrelsen samarbejder på tværs af generationer, uddannelser, baggrunde og landsdele om at løse Skattestyrelsens kerneopgave. Skattestyrelsens opgaver kræver viden, ekspertise og fordybelse. Din læringskurve vil derfor være stejl, og du styrker din faglighed og opbygger kompetencer, der følger dig videre i dit arbejdsliv.
Skattestyrelsen spiller en vigtig rolle i samfundet ved at sørge for, at ingen betaler hverken for meget eller for lidt i skat. Det er ikke en enkel opgave, men den er vigtig, og Skattestyrelsen er stolte af at sikre finansieringen af den offentlige sektor. Skat er alles ansvar – og så er det Skattestyrelsens arbejde. Og det kan også blive dit.
Skattestyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.