KVINFO søger en frivillig mentor, som har lyst til at bruge 3-4 timer om måneden på at agere sparringspartner for en jobsøgende kvinde fra Kina. Hun er i slutningen af 20'erne og har en kandidatgrad i økonomi. Hun har erfaring med udarbejdelse af finansielle analyser, KPI-analyser, salgsperformance og business partnering.
Hun ønsker at finde en stilling som Controller, Finance Business Partner eller inden for Commercial Finance i en virksomhed uden for banksektoren. Derfor søger kvinden en mentor, som kan dele erfaringer og støtte hende i jobsøgningen og forberedelsen til jobsamtaler.
KVINFO søger en frivillig mentor, der:
- har indsigt i økonomi- og financeområdet,
- vil sparre med kvinden om hendes muligheder og retning,
- vil dele ud af sine erfaringer og eventuelt vil sætte sit netværk i spil,
- taler engelsk og kan mødes i København (måske endda på eller omkring Amager, hvor hun bor).
Mentoren skal derudover kunne afsætte 3-4 timer om måneden i en periode på 4 til 12 måneder.
Hvad får mentoren:
- Mentoren bliver en del af en meningsfuld én-til-én-relation, hvor de begge lærer af hinanden.
- Mentoren får mulighed for at deltage i faglige kurser og sociale arrangementer.
- Mentoren bliver en del af et større netværk af mentorer og mentees.
- Mentoren modtager sparring fra en lokal projektleder.
Hvad er KVINFOs Mentornetværk:
Mentornetværket har eksisteret siden 2002, og det har vist sig at være effektivt.
- Siden 2021 er fire ud af fem mentees kommet i enten uddannelse eller arbejde.
- Af de resterende oplever 69 %, at de føler sig mere motiveret til at komme ind på arbejds- og uddannelsesmarkedet, og 58 %, at de er blevet bedre til dansk.
KVINFOs rapport fra 2020, Barrierer for kvinder med indvandrer- og flygtningebaggrund på det danske arbejdsmarked, viser, hvor afgørende et stærkt netværk kan være for at komme i gang med en uddannelse og/eller finde job i Danmark. Mange kvinder med flygtninge- eller minoritetsbaggrund har både kompetencerne og viljen til at arbejde, men savner det nødvendige netværk eller kendskab til dansk arbejdskultur og møder ofte diskrimination.
En mentor hos KVINFO kan være med til at åbne døre til job og uddannelse og hjælpe med at bryde barrierer, der står i vejen for at opnå lige adgang til jobmarkedet. Mentorerne støtter især med jobsøgning, forståelse af dansk arbejdskultur og navigation i de danske systemer og tilbud.
Er du interesseret i at blive mentor hos KVINFO?
Interesserede kan kontakte KVINFO for at høre mere om mentorrollen og ansøgningsprocessen.