Jurister til Udlændinge- og Integrationsministeriets departement

Udlændinge- og Integrationsministeriet søger engagerede jurister til departementet. Er du klar til at arbejde med centrale samfundsopgaver inden for et område med stor bevågenhed?

Jurister til Udlændinge- og Integrationsministeriets departement

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

”Som jurist i UIM beskæftiger jeg mig med et vidt spænd af spændende sager på udlændingeområdet. Allerede som relativt ny landede der hurtigt både lovgivning og store indenrigs- og udenrigspolitiske sager på mit bord. Det har givet mig nogle store oplevelser og en kæmpe faglig og personlig udvikling gennem det store ansvar og sparringen med dygtige kolleger. Departementet bakker desuden op om et godt socialt miljø, som understøtter, at det er en arbejdsplads, hvor man har lyst til at gå på arbejde, og hvor man føler, at man kan gøre en forskel.”

Sådan fortæller jurist Jakob Olufsen om sine arbejdsopgaver og sin dagligdag som fuldmægtig i Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM). Vil du også varetage centrale samfundsopgaver inden for et område med stor bevågenhed? Og ønsker du at arbejde med komplicerede juridiske og faglige problemstillinger i tæt samarbejde med dygtige kollegaer? Så har Udlændinge- og Integrationsministeriet en spændende mulighed for dig!

Velkommen til UIM

UIM beskæftiger sig med spørgsmål som:

  • Hvem må indrejse og opholde sig i landet? Og hvem må få statsborgerskab?
  • Hvordan sikrer UIM, at udlændinge bidrager til og tager del i samfundet?
  • Hvordan sikrer UIM, at personer uden lovligt ophold forlader landet?

Dette er vigtige spørgsmål, som alle lande skal forholde sig til – og det er netop UIM's kerneopgaver.

Du kan læse mere om UIM's kerneopgaver og ministeriet her.

UIM er i alt ca. 250 medarbejdere i departementet, som ser frem til at byde dig velkommen til en hverdag præget af høj faglighed, stort engagement, masser af sparring og et godt socialt miljø.

Her kan du komme til at arbejde

Kontoret Udsendelse har ansvaret for at understøtte regeringens målsætninger på udsendelsesområdet, herunder bl.a. at flere udlændinge uden lovligt ophold rejser ud af Danmark. Kontoret beskæftiger sig bl.a. med reglerne om vilkår for udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste og afviste asylansøgere og reglerne om frihedsberøvelse af udlændinge uden lovligt ophold, ligesom kontoret beskæftiger sig med reglerne om frivillig tilbagevenden til sit hjemland efter repatrieringsordningen.

Indsatsen på de respektive områder sker i tæt samspil med Hjemrejsestyrelsen. Kontoret samarbejder herudover med hjemlandene både ved dialog og konkrete indsatser i tredjelande, herunder i samarbejde med øvrige EU-lande og Udenrigsministeriet.

Kontoret Familiesammenføring har ansvaret for forskelligartede og spændende opgaver, herunder udlændingelovens regler om familiesammenføring og tidsubegrænset opholdstilladelse samt reglerne om udvisning af kriminelle udlændinge.

Kontoret håndterer desuden retssager anlagt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i tæt samarbejde med Justitsministeriet og Udenrigsministeriet. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har betydning for flere af kontorets opgaver, ligesom forskellige andre, til tider også mere komplekse, juridiske problemstillinger, præger kontorets arbejde. Det kan være i forbindelse med lovarbejde, men også i relation til andre opgaver, typisk relateret til ministerbetjening.

Endelig er enheden for Nordatlantiske Anliggender placeret i kontoret. Enheden arbejder med en række opgaver ift. Færøerne og Grønland, herunder bl.a. arbejdet med udarbejdelse af en ny udlændingelov for Færøerne, opdatering af udlændingeloven for Grønland og udarbejdelse af en ny udlændingebekendtgørelse for Grønland samt opdatering af udlændingebekendtgørelsen for Færøerne. Derudover har enheden ansvar for koordination af ministeriets opgaver vedr. Færøerne og Grønland.

Kontoret Asyl og Visum har ansvaret for en bred portefølje af opgaver på asylområdet, Schengenområdet og visumområdet. På asylområdet varetager Asyl og Visum reglerne relateret til international beskyttelse, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samt udlændingelovens regler om asyl, kvoteflygtninge, menneskehandel samt håndtering af massetilstrømning. Kontoret beskæftiger sig også med asylsagsproceduren, reglerne om fordeling af asylansøgere i EU og asylansøgeres indkvarteringsvilkår i Danmark.

På Schengen- og visumområderne har Asyl og Visum ansvaret for udlændingelovens og EU-rettens regler om blandt andet grænsekontrol og visum, herunder disse reglers samspil med den grænsekontrolfri rejseordning i Rigsfællesskabet og reglerne herom i grønlandsk og færøsk ret.

Kontoret International Arbejdskraft og EU-ophold har ansvaret for bl.a. at understøtte regeringens politik på området for international arbejdskraft og internationale studerende fra tredjelande. Kontoret beskæftiger sig bl.a. med udlændingelovens forskellige erhvervsordninger, som udenlandske arbejdstagere kan søge om opholds- og arbejdstilladelse efter, samt studieopholdsordningerne. Udformning af lovgivning og ministerbetjening på området er derfor en af UIM's helt centrale opgaver.

Herudover har kontoret ansvaret for EU-reglerne om personers fri bevægelighed, familiesammenføring på grundlag af unionsborgerskabet, associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, samt udtrædelsesaftalen. Kontoret håndterer i den forbindelse bl.a. retssager anlagt ved EU-Domstolen i tæt samarbejde med Justitsministeriet og Udenrigsministeriet og sikrer den løbende implementering af EU-domme i dansk ret.

Kontoret Indfødsret har ansvaret for reglerne om opnåelse af dansk statsborgerskab, der har direkte ophæng i grundloven, ligesom kontoret har ansvaret for reglerne om bevarelse og frakendelse af dansk statsborgerskab. Kontoret varetager en lang række opgaver knyttet til betjening af ministeren, herunder særligt besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, lovforberedende arbejde og udarbejdelse af juridiske notater.

Kontoret har et tæt samarbejde med Kammeradvokaten om retssager anlagt mod ministeriet, og kontoret samarbejder med anklagemyndigheden i sager om frakendelse af dansk statsborgerskab. I kontoret er endvidere sekretariatet for Ekspertgruppen for screening af statsborgerskabsansøgere forankret. Herudover behandles i kontoret en lang række konkrete sager om dansk statsborgerskab, i hvilken forbindelse repræsentanter fra kontoret deltager i møder i Folketingets Indfødsretsudvalg.

Din rolle

Som jurist hos UIM får du meningsfulde og vigtige arbejdsopgaver, og du får mulighed for at få erfaring med bl.a. lovforberedende arbejde, ministerbetjening, internationalt samarbejde og politikudvikling inden for samfundsaktuelle områder med stor bevågenhed.

Du kan komme til at:

  • bidrage til juridiske analyser og vurderinger, herunder fortolkning af lovgivning, konventioner og andet retligt grundlag,
  • deltage i lovforberedende processer og understøtte udvikling og tilpasning af regelgrundlag,
  • understøtte ministerbetjeningen gennem udarbejdelse af notater, oplæg og skriftlige bidrag til politiske processer og pressehenvendelser,
  • samarbejde på tværs af departementet samt med UIM's styrelser og andre myndigheder,
  • håndtere varierede opgaver, der kræver både juridisk metode, struktur og politisk forståelse.
Om dig

UIM forestiller sig, at du:

  • har bestået eller forventes at bestå juridisk kandidateksamen,
  • arbejder analytisk og struktureret og kan formidle komplekse problemstillinger klart og præcist både mundtligt og skriftligt,
  • trives i en politisk styret organisation, har et godt overblik og kan håndtere skiftende prioriteringer og deadlines,
  • kan samarbejde konstruktivt med kollegaer med forskellige faglige baggrunde,
  • er fleksibel og serviceminded og har lyst til at samarbejde bredt med mange interne og eksterne samarbejdspartnere,
  • og bidrager aktivt til et fagligt og socialt fællesskab.

UIM er interesseret i både nyuddannede og erfarne jurister.

UIM tilbyder dig

Når du starter hos UIM, sørger UIM for et oplæringsforløb, hvor du bl.a. får tilknyttet en mentor og får løbende sparring i din opgaveløsning.

UIM vil gerne have medarbejdere, som er kompetente og har en stærk faglig ballast. Derfor er UIM optaget af, at du udvikler dig fagligt og personligt gennem UIM's forskellige kurser, nye arbejdsopgaver og med mulighed for, at du på sigt kan rokere til

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Udlændinge- og Integrationsministeriet
Location Icon
Adresse Slotsholmsgade 10, 1216, København K
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Slotsholmsgade 10, 1216, København K

Se større kort