Global Policy Manager til Dansk Vegetarisk Forening

Drømmer du om at drive den grønne omstilling globalt? Dansk Vegetarisk Forening søger en Global Policy Manager til en meningsfuld stilling.

Global Policy Manager til Dansk Vegetarisk Forening

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Drømmer du om et meningsfuldt job inden for en af verdens vigtigste politiske dagsordener?

Trives du med at åbne døre rundt om i verden, tænke kreativt og har du erfaring med public affairs-arbejde, hvor du både skal have dyb faglig substans og samtidig udvikle gode menneskelige relationer?

Så har du chancen nu. Den plantebaserede omstilling er en af det 21. århundredes vigtigste dagsordener. Danmark har med Handlingsplanen for Plantebaserede Fødevarer og Fonden for Plantebaserede Fødevarer skabt internationalt historiske initiativer, som andre i verden er interesserede i.

Som den centrale plantebaserede aktør i Danmark med 38 medarbejdere har Dansk Vegetarisk Forening brug for en medarbejder til at understøtte den plantebaserede dagsorden globalt med afsæt i de danske initiativer, hvilket blandt andet vil ske i regi af initiativet Danish Plant-Based Diplomacy (DPBD).

Arbejde, som fremmer plantebaserede ambitioner og politikker globalt

Den nye medarbejder vil samarbejde tæt med Dansk Vegetarisk Forenings anden Global Policy Manager og resten af det politiske team samt DVF’s generalsekretær og programchef.

Arbejdsopgaverne vil først og fremmest være:

  • Gennemføre events med samarbejdspartnere uden for Europa, ofte på ambassader, med henblik på at inspirere andre lande til at udarbejde plantebaserede handlingsplaner og sikre finansiering til plantebaserede fødevarer og fødevaresystemer.
  • Skabe opbakning til at afsætte midler via Danida eller anden statslig kilde til plantebaserede fødevaresystemer i det Globale Syd.
  • Understøtte oprettelsen af en alliance af lande med plantebaserede politikker.
  • Forsøge at åbne døre til andre lande, for eksempel Norge og De Forenede Arabiske Emirater (i samarbejde med en anden kollega), i forhold til finansiering af plantebaserede fødevaresystemer.
  • Gennemføre og arrangere events og aktiviteter i regi af internationale begivenheder som for eksempel COP og ClimateWeeks med flere.
  • Formidlingsopgaver relateret til kommunikation, afrapportering og opfølgning på aktiviteter og begivenheder.
  • Andre forefaldende opgaver, som der måtte være behov for at løse.

Har du erfaring med brobygningsarbejde og politisk arbejde globalt?

Dansk Vegetarisk Forening forventer, at den nye medarbejder:

  • Har en grundlæggende forståelse for, hvordan man balancerer idealistiske budskaber, der inspirerer andre, samtidig med at man er pragmatisk og fokuserer på konkrete resultater.
  • Er uddannet inden for statskundskab, internationale udviklingsstudier eller et lignende fag; eller har professionel erfaring med varetagelse af politisk arbejde eller fra udviklingsbranchen.
  • Har kendskab til eller arbejdet med finansiering af udviklingsarbejde i udlandet, herunder også Monitorering, Evaluering og Læring (MEL) samt budgetlægning for aktiviteter gennemført i det Globale Syd.
  • Både kan lide at arbejde i et team og samtidig har en høj grad af selvstændighed.
  • Har en grundlæggende viden om vegetarisk/vegansk levevis og madpræferencer og fødevaresystemer – både i Danmark og globalt.
  • Kan se sig selv i DVF’s værdier.
  • Kan kommunikere korrekt, skarpt og gennemtænkt til modtagere med forskellige vidensniveauer.
  • Trives med til tider en del hands-on arbejde, herunder baggrundsresearch samt opsætning af dokumenter med mere.
  • Trives med den løn, Dansk Vegetarisk Forening kan tilbyde, fordi medarbejderen ved, at den grønne omstilling kræver, at der er nogen, der går foran.

Du får en hverdag med fleksible rammer

Hverdagen vil finde sted på Dansk Vegetarisk Forenings sekretariat beliggende på Vester Voldgade 2, 2. tv. Der sidder på nuværende tidspunkt 38 kolleger, hvoraf 5 arbejder fra henholdsvis Jylland og Fyn.

Dansk Vegetarisk Forening har fokus på at tilrettelægge arbejdet efter den enkeltes behov, og derfor praktiseres der for eksempel ugentlige hjemmearbejdsdage og fleksible arbejdstider. Foreningen har et rart socialt miljø og vægter godt kollegaskab højt.

Stillingen vil indebære 15-25 rejsedage, og eventuelt op til 30 rejsedage om året, både alene og sammen med kolleger.

Startdato, timetal og løn

Dansk Vegetarisk Forening søger en kollega, der kan starte snarest muligt og senest 1. januar 2027. Dansk Vegetarisk Forening kan tilbyde en stilling på 37 timer om ugen til en månedsløn, der fra 1. januar 2027 vil være på 37.415 kr. (inklusive rådighedstillæg) – eller ned til 30 timer om ugen med en tilsvarende reduktion i lønnen.

Stillingen vil bestå frem til 31. december 2029 med mulighed for forlængelse, hvis der fortsat er fondsmidler til indsatsen derefter. Lønnen er ikke til forhandling, da Dansk Vegetarisk Forening har en meget flad lønstruktur.

Derudover tilbyder Dansk Vegetarisk Forening en arbejdsgiverbetalt pension på 11 % og 6 ugers ferie.

Frokostpausen er ulønnet, til gengæld er der en rigtig god og delvist arbejdsgiverbetalt frokostordning med 100 % plantebaseret mad, og der er fri adgang til økologisk kaffe-, te-, frugt- og nøddeordning.

Interesseret?

Motiveret ansøgning, CV, anbefalinger/referencer og andet materiale, som eventuelt findes relevant, sendes til job@vegetarisk.dk hurtigst muligt og senest den 20. november kl. 12.00. Dansk Vegetarisk Forening afholder samtaler mellem den 23. og 27. november. Skriv ”Ansøgning Global policy manager” i emnefeltet.

Ved spørgsmål til stillingen er der mulighed for at kontakte Dansk Vegetarisk Forenings programchef Louise Johansen på louisejohansen@vegetarisk.dk.

Dansk Vegetarisk Forening blev grundlagt i 1896 og er i dag den centrale danske aktør i den plantebaserede omstilling fra jord til bord. Foreningen har cirka 4.000 medlemmer og arbejder inden for seks programområder: Politisk, Erhverv, Uddannelse, Inspiration & Oplysning, Samarbejde og Internationalt. Læs mere om foreningen på vegetarisk.dk.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 20.11.2026
Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid, Deltid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Dansk Vegetarisk Forening (DVF)
Location Icon
Adresse Vester Voldgade 2, 2. tv, 1552, København V
Calendar Icon
Kontaktperson Louise Johansen
Email Icon
Email louisejohansen@vegetarisk.dk
Se stillingsopslag