En nyoprettet nøglefunktion er etableret tæt på direktionen, hvor samfundsforståelse, ledelsesbetjening og selvstændigt organisatorisk overblik mødes.
Forenet Kredit er majoritetsejer af Nykredit-koncernen og repræsenterer mere end en million boligejere. Som foreningsejet aktør har Forenet Kredit en særlig position i den finansielle sektor og en voksende rolle i samfundsdebatten. Direktionens dagsordener spænder fra aktivt ejerskab og medlemsdemokrati til finansielle, politiske og samfundsmæssige spørgsmål.
Det stiller stigende krav til koordinering, forberedelse og opfølgning tæt på direktionen. Forenet Kredit søger derfor en Executive Assistant, som kan skabe overblik og understøtte fremdrift i direktionens arbejde, kvalificere beslutningsprocesser og særligt bidrage til den administrerende direktørs eksterne virke. Kandidaten skal kunne orientere sig sikkert i både organisationen og omverdenen, forstå, hvad der optager direktionen, og selv tage initiativ til det, der skal bringe en sag videre.
En forening med en særlig stemme i den finansielle sektor
Forenet Kredit er foreningen bag Nykredit og Totalkredit og ejer gennem Nykredit-koncernen også Spar Nord. Foreningen forener et langsigtet ejerskab med et medlemsdemokrati, hvor medlemmerne vælger repræsentanter og har indflydelse på foreningens retning. Ejerskabet skal skabe værdi for kunder, forretning og samfund, og foreningen engagerer sig blandt andet i boligejernes vilkår, realkredittens rolle og klimatilpasning.
Den administrerende direktør repræsenterer foreningen i dialogen med politikere, myndigheder, samarbejdspartnere, koncernen og medlemmerne. Her er timing, omverdensforståelse og en præcis forberedelse afgørende. Det er i dette krydsfelt mellem eksterne dagsordener og interne beslutningsprocesser, at den nye Executive Assistant får en central funktion.
Tæt på direktionen – med et selvstændigt blik for opgaven
Stillingen refererer til kommunikations- og bæredygtighedsdirektøren og understøtter den samlede direktion med særligt fokus på den administrerende direktør. Herudover bidrager stillingen til betjening af bestyrelsesformanden i tæt samspil med direktionen og øvrige medarbejdere. Stillingen indebærer deltagelse i ledelsesmøder, giver adgang til et fortroligt ledelsesrum, og kandidaten skal kunne arbejde med både strategiske spørgsmål, løbende ledelsesbetjening og opgaver, som kræver hurtig og præcis koordinering.
Dette er ikke en traditionel sekretærstilling. Den praktiske mødebooking, rejsebestilling og bilagshåndtering varetages af andre. Stillingens rolle er at kvalificere prioriteringerne bag kalenderen, sikre det rette beslutningsgrundlag og skabe sammenhæng mellem møder, beslutninger og efterfølgende handling.
Kandidaten skal have gennemslagskraft uden at gøre sig til beslutningstager; at kunne udfordre, rådgive og følge op, samtidig med at direktionens ansvar og mandat står klart.
Fra direktionens dagsorden til fremdrift i organisationen
En væsentlig del af stillingens opgave bliver at skabe sammenhæng mellem direktionens prioriteringer, beslutningsprocesser og de indsatser, der skal føres ud i livet. Kandidaten arbejder tæt på direktionen, men også på tværs af sekretariatet og organisationen, hvor kandidaten bidrager til, at sager bliver kvalificeret, beslutninger forberedt og initiativer fulgt til dørs.
Opgaverne spænder fra den løbende ledelsesbetjening til mere selvstændige og strategisk orienterede opgaver:
- Ledelsesmøder og beslutningsprocesser: Stillingen bidrager til at udvikle en mere systematisk og effektiv ledelsesbetjening. Stillingen koordinerer ledelsesmøder, kvalificerer dagsordener og beslutningsoplæg og sikrer opfølgning på aftaler. Stillingen får en vigtig rolle i den videre udvikling af en fast proces for sagers forelæggelse og behandling, herunder i at hjælpe organisationen med at bringe de rigtige sager frem på det rigtige tidspunkt og i den rette kvalitet.
- Den administrerende direktørs eksterne virke: Kandidaten bidrager til, at den administrerende direktør er velforberedt til møder og aktiviteter uden for huset. Det kræver forståelse for mødernes formål, interessenterne, de aktuelle politiske og mediemæssige dagsordener og de budskaber, foreningen ønsker at bringe i spil. Kandidaten tilrettelægger forberedelsen, koordinerer med relevante kolleger, kvalificerer briefinger, talepunkter og præsentationer og sikrer, at aftaler følges til dørs. Kandidaten har blik for hele forløbet, også når stillingen ikke selv deltager.
- Strategi, portefølje og tværgående initiativer: Stillingen rummer også selvstændige opgaver, som udvikles i samspil med ledelsen. Det kan være at understøtte implementeringen af foreningens strategi, skabe overblik over tværgående initiativer, følge op på fremdrift og omsætte idéer fra direktionen til konkrete processer. Kandidaten skal kunne se sammenhænge, holde fast i væsentlige leverancer og aktivere de rette kompetencer i organisationen.
- Bestyrelses- og formandsbetjening, årshjul og kvalitet i leverancerne: Stillingen bidrager til betjeningen af bestyrelsesformanden og til et samlet overblik over bestyrelsesmøder, repræsentantskabsmøder, ledelsesfora og øvrige væsentlige milepæle. Sammen med direktionen og sekretariatets faglige medarbejdere sikres rettidig forberedelse og opfølgning samt et gennemarbejdet materiale, der er afstemt efter modtager, formål og beslutningssituation.
En ny funktion, der skal opbygges
Stillingen er nyoprettet, og opgavefordelingen skal udvikles med blik for, hvor funktionen skaber størst værdi. Kandidaten kommer ind i et sekretariat med dygtige ledelseskonsulenter, administrative medarbejdere og kommunikationsspecialister. Her overtager kandidaten ikke andres ansvarsområder, men skaber klare snitflader, stærkere samspil og bedre udnyttelse af de kompetencer, der allerede er til stede.
Forenet Kredit ønsker derfor en profil, som bringer erfaringer og perspektiver udefra og har mod på at kvalificere både opgaverne og måden, de løses på. Kandidaten skal trives med, at rollen ikke er tegnet færdig, og samtidig have dømmekraft til at udvikle den i respekt for organisationens eksisterende ansvar og samarbejder.
En akademisk profil med forståelse for ledelse og samfund
Forenet Kredit forestiller sig, at kandidaten har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, eksempelvis statskundskab, økonomi, IBP, samfundsvidenskab eller en anden relevant uddannelse, og erfaring med kvalificeret ledelsesbetjening fra en større organisation. Kandidaten kan eksempelvis komme fra et ministerium, en styrelse, en interesseorganisation, et direktionssekretariat eller en anden organisation med komplekse beslutningsprocesser.
Forenet Kredit lægger særligt vægt på:
- En stærk samfunds- og omverdensforståelse, der følger relevante politiske, økonomiske og mediemæssige dagsordener og kan vurdere deres betydning for ledelsens arbejde.
- Erfaring med at forberede ledelse, kvalificere beslutningsoplæg og udarbejde præcise briefinger, talepunkter og præsentationer.
- Evne til at skabe struktur i komplekse forløb, koordinere på tværs og følge op, så beslutninger omsættes til handling.
- Klar og sikker skriftlig kommunikation på dansk, samt evne til at tilpasse form og budskab til forskellige modtagere og situationer.
- Forståelse for samspillet mellem strategiske prioriteringer, organisationens processer og den praktiske ledelsesbetjening.
Erfaring med public affairs, kommunikation, strategiprocesser eller porteføljestyring vil være en fordel. Det samme gælder indsigt i eller interesse for den finansielle sektor, men det afgørende er, at kandidaten både kan og har lyst til hurtigt at sætte sig ind i foreningens særlige position og dagsordener.
Kandidaten tager ansvar uden at overtage ledelsesrummet
Kandidaten arbejder proaktivt, er struktureret og følger op, uden at andre skal minde kandidaten om det. Kandidaten har blik for, hvad der kræver direktionens opmærksomhed, hvad der kan afklares i organisationen, og hvornår en sag bør løftes.
Kandidaten kan skabe fremdrift gennem andre uden formelt personaleansvar og er tydelig i sin kommunikation, også når et oplæg skal kvalificeres yderligere. Kandidaten har gehør for mennesker og situationer og kan bevæge sig naturligt i et fortroligt ledelsesrum.
Kandidaten ved, hvornår der skal bidrages med en vurdering, og hvornår der bedst understøttes ved at skabe plads til andre. Kandidaten bevarer ro og overblik i en hverdag med skiftende prioriteringer og finder motivation i både det analytiske, det strategiske og det helt konkrete, der skal fungere.
En særlig mulighed tæt på beslutningerne
Kandidaten får indblik i en forening, hvor aktivt ejerskab, medlemsdemokrati og væsentlige samfundsdagsordener mødes. Kandidaten kommer tæt på direktionens prioriteringer, får et bredt samarbejde i sekretariatet og mulighed for at præge en funktion, der skal styrke direktionens samlede gennemslagskraft og arbejdsform.
Sekretariatet holder til i Nykredit Huset i Nordhavn. Kulturen er ambitiøs og uformel og præget af samarbejde, kvalitet og fleksibilitet. Der må forventes enkelte rejsedage i forbindelse med foreningens aktiviteter rundt om i landet.
Ansættelse og rekrutteringsproces
Ansættelsen sker på kontraktvilkår med løn efter kvalifikationer og erfaring. Der lægges vægt på tilstedeværelse og tæt samarbejde i hverdagen, kombineret med fleksibilitet og attraktive personalegoder, herunder sundheds- og tandforsikring.
- Ansøgningsfrist: 10. november 2026
- Første samtalerunde: 16. november 2026 om eftermiddagen
- Testforløb og referencer mellem samtalerne
- Anden samtalerunde: 24. november 2026 om eftermiddagen
- Forventet tiltrædelse: 1. januar 2027
Testforløbet omfatter personlighedstest, kognitiv test og en opfølgende individuel samtale hos Bridge Consulting, Købmagergade 11, 1150 København K. Der udarbejdes en skriftlig kandidatvurdering.
Ansøgning til stillingen sker via ansøgningsformularen ved at indsende ansøgning og CV på dansk her: https://bridgeconsulting.hr-on.com/show-job/359561&locale=da_DK
Spørgsmål til stillingen kan rettes til kommunikations- og bæredygtighedsdirektør Tine Skov Jensen på telefon 29 72 96 53 eller partner i Bridge Consulting Mia Hvilshøj på telefon 22 45 15 76.
Mere information om Forenet Kredit findes på www.forenetkredit.dk.
Om Forenet Kredit
Forenet Kredit er foreningen bag Nykredit og Totalkredit og majoritetsejer af Nykredit-koncernen. Som aktiv og langsigtet ejer arbejder foreningen for at skabe værdi for kunderne, forretningen og samfundet og for stabilitet, sammenhængskraft og bæredygtighed i Danmark.