Vil du stå i spidsen for en af Skatte- og Vækstministeriets centrale digitale transformationer, hvor de systemer, der understøtter Administrations- og Servicestyrelsens interne økonomi- og administrationsprocesser skal moderniseres? Er du samtidig en erfaren projektleder med stærk forretningsforståelse, som altid er et skridt foran og mestrer den svære kunst at drive forandring på tværs af interessenter? Så er det dig, Administrations- og Servicestyrelsen søger!
Over de kommende tre år skal Administrations- og Servicestyrelsen gennemføre en omfattende udskiftning af de systemer, der understøtter Skatte- og Vækstministeriets (SVMN) interne økonomi- og administrationsprocesser. Administrations- og Servicestyrelsen skal overgå fra den nuværende SAP-platform til Fælles Digitale Løsninger (FDL) og dermed implementere en række nye fælles løsninger til blandt andet økonomi, regnskab, HR og tidsregistrering. Det er Økonomistyrelsen (ØS), der driver og udvikler FDL-systemerne.
Projektet er teknisk komplekst, men den største kompleksitet ligger et andet sted: at få en stor og mangfoldig organisation med på rejsen og sikre, at de nye løsninger forankres godt i forretningen. Og det er her, du kommer ind i billedet.
Du bliver projektleder i Administrations- og Servicestyrelsen (ADST), som har det overordnede ansvar for implementeringen i SVMN. Du er en del af den overordnede projektledelse mellem ØS og ADST. Du får et særligt ansvar for forbindelsen mellem projektet og forretningen i hele koncernen, som udover Skatteforvaltningens syv styrelser også omfatter ministeriets departement, It-tilsynet, Skatteankestyrelsen samt Spillemyndigheden.
Dine opgaver
Som projektleder er du bindeleddet mellem delprojekter og forretningen i SVMN. Du er projektets ansigt udadtil og arbejder tæt sammen med projektledere fra SVMN og ØS, øvrige assisterende projektledere, PMO og projektets sporledere.
Din primære opgave bliver at sikre et tæt og koordineret samarbejde i projektet samt sikre fremdrift og resultater. Det betyder blandt andet, at du skal:
- være det centrale kontaktpunkt og opbygge relationer til styrelser, forretningsområder og lokale projektorganisationer,
- koordinere afklaringer, workshops og aktiviteter på tværs af organisationen og projektets forskellige spor,
- opsamle behov og bekymringer fra forretningen og sikre, at styregrupperne har det rette billede af situationen,
- bidrage til forandringsledelse og kommunikation, så den rette information når de rette personer på det rette tidspunkt,
- samarbejde med PMO omkring opfølgning, koordinering og udarbejdelse af materiale til styregrupperne og koncernledelsen.
En vigtig del af rollen er at sikre fremdrift og kunne se sammenhænge på tværs. Hvis en problemstilling opstår ét sted, skal du kunne vurdere, om den også kan få betydning andre steder – og sikre, at der findes løsninger med involvering af relevante personer.
Din vej ind i stillingen
Du har erfaring med projektledelse af større transformationsprojekter i komplekse organisationer, hvor du har skabt resultater på tværs af organisationer, fagligheder og organisatoriske niveauer. Du har en relevant projektlederuddannelse eller -certificering med i bagagen.
Det er også vigtigt, at du har:
- god forretnings-, it- og systemforståelse, så du kan skabe forbindelse mellem forretningens behov og de tekniske løsninger og bidrage med løsningsforslag
- erfaring med at understøtte projekt- og styregrupper, herunder udarbejde beslutningsoplæg, statusmateriale og anden projektdokumentation
- erfaring med at facilitere workshops og møder, samt systematisk opfølgning på aftaler
- kendskab til økonomi- og administrationsprocesser, herunder gerne kendskab til SAP, FDL eller andre ERP-systemer.
Du motiveres af at få mennesker til at samarbejde på tværs af faggrænser og omsætte komplekse problemstillinger til konkret handling. Du er struktureret, kommunikerer klart og bevarer overblikket, selv når tingene går stærkt, ligesom du naturligt tager ejerskab og tør udfordre det eksisterende med en diplomatisk tilgang.
Lidt om Administrations- og Servicestyrelsen
Du bliver ansat i Administrations- og Servicestyrelsen. Administrations- og Servicestyrelsen er en styrelse, der understøtter Skatte- og Vækstministeriet med service af høj kvalitet og effektiv administration.
Du bliver en del af kontoret Økonomisystemer, der varetager proces- og systemunderstøttelsen af SVMNs interne økonomisystemer. FDL-projektet er forankret i kontoret, og dine nærmeste kollegaer indgår i projektet. Ligeledes vil du i dagligdagen samarbejde med kollegaer fra Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Økonomistyrelsen i projektet.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning, CV, eksamensbevis og eventuelt yderligere materiale senest mandag d. 26. oktober 2026. Tiltrædelse er 1. januar 2027 eller snarest muligt.
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Bente Frederiksen på tlf. 72370810.
Administrations- og Servicestyrelsen forventer at afholde første samtaler i uge 45 og anden samtaler i uge 46. Der kan indgå en personlighedsanalyse og en logisk test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige med flere (DTS) i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Ansættelsesområdet er Skatte- og Vækstministeriets koncern. Arbejdsstedet er Engelholm Alle 1, 2630 Taastrup.
Om Administrations- og Servicestyrelsen
’Administrations- og Servicestyrelsen understøtter en velfungerende skatteforvaltning med service af høj kvalitet og effektiv administration’
Administrations- og Servicestyrelsens opgave er at sikre, at departement og styrelser i Skatte- og Vækstministeriets koncern kan fokusere på deres kerneopgaver, fordi Administrations- og Servicestyrelsen tager effektivt vare på koncernens fælles administrations- og servicefunktioner.
Det kræver, at Administrations- og Servicestyrelsen på én gang leverer fagligt stærke løsninger og er konstruktive medspillere. Derfor er det vigtigt, at Administrations- og Servicestyrelsens medarbejdere står på et solidt fagligt fundament og er servicemindede og løsningsorienterede.
Administrations- og Servicestyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.