Brænder du for projektledelse, og vil du være med til at løfte niveauet inden for bygningsvedligeholdelse? Styrelsen for Danmarks Fængsler søger en analytisk og byggeteknisk stærk kollega til en stilling som projektleder til gennemførelse af vedligeholdelsesprojekter.
Om din kommende arbejdsplads
Danmarks Fængslers kapacitet skal over de kommende år moderniseres og udbygges. Som medarbejder i Ejendomme vil du være en del af Styrelsen for Danmarks Fængslers Afdeling for Ejendomme, der varetager den tværgående styring af bygningsområdet. Her vil du blive en aktiv del af et højt prioriteret udviklingsområde med mulighed for at præge dine kommende arbejdsopgaver samt din faglige udvikling.
Dine opgaver som teknisk projektleder
Som projektleder skal du være med til i samarbejde med den faglige ansvarlige for vedligeholdelse at afdække vedligeholdelsesbehov eller optimeringsmuligheder på bygninger og tekniske installationer og på den baggrund udarbejde og gennemføre projekter, så der opnås en ansvarlig drift og vedligeholdelse af ejendommene.
I dine daglige opgaver vil du blandt andet have fokus på at:
- Styrke samarbejdet med driftspersonale på matriklerne og understøtte den daglige drift.
- Afdække vedligeholdelsesbehov på ejendommene samt udfærdige budgetter for vedligehold med 5-10 års perspektiv.
- Gennemføre vedligeholdelses- eller optimeringsprojekter på ejendommene.
- Koordinere bygningssyn med eksterne rådgivere og de enkelte institutioner.
- Have fokus på en proaktiv vedligeholdelsestilgang, hvor tingene bliver taget, inden der opstår nedbrud eller svigt.
- Sammen med dine øvrige kollegaer udarbejde og implementere standarder for energi, indeklima og bæredygtighed.
- Deltage i projektgranskning på større byggeprojekter.
- Medvirke til at opbygge nødvendige ejendomsdata i FM-platform.
- Sikre et tæt samarbejde med øvrige interessenter i organisationen.
Herudover vil du bidrage til at identificere tværgående udviklings- og indsatsområder for at udvikle og styrke Afdelingen for Ejendomme og vedligeholdsindsatsen i den eksisterende ejendomsportefølje.
Styrelsen for Danmarks Fængslers forventninger til dig
For at kunne blive en succes i stillingen skal du:
- Besidde en bred byggeteknisk viden og meget gerne have erfaring med planlægning og gennemførelse af bygningsvedligehold.
- Have et indgående kendskab til bygningstekniske installationer.
- Have erfaring med gennemførelse af byggeprojekter i rollen som projektleder.
- Være en motiverende, forandringsvillig og resultatorienteret kollega, der kan agere strategisk og hjælpe med at sætte retning.
- Have organisationsforståelse, gennemslagskraft og gode samarbejds- og kommunikationsevner.
Det er en væsentlig fordel, hvis du har en teknisk eller håndværksmæssig baggrund, måske med en videreuddannelse som bygningskonstruktør, og at du har indgående kendskab til processerne vedrørende vedligehold og administration af ejendomme, herunder budgetplanlægning, business cases, risikostyring og byggejura.
Styrelsen for Danmarks Fængsler tilbyder
Styrelsen for Danmarks Fængsler kan tilbyde et meningsfuldt job i en dynamisk organisation med stor politisk bevågenhed. Styrelsen for Danmarks Fængsler vægter et arbejdsmiljø, hvor tværfaglighed og personlig udvikling prioriteres højt, samt faglig sparring på tværs af de enkelte teams og enheder for bedst at kunne varetage de varierende og udfordrende arbejdsopgaver. Som projektleder vil du få en bred kontaktflade til hele organisationen.
Stillingen omfatter ansvar for den del af ejendomsporteføljen, som er beliggende på Sjælland og Bornholm. Opgaveløsningen forudsætter derfor en betydelig tilstedeværelse på institutionerne og ved de igangværende projekter, og derfor må der forventes en vis rejseaktivitet samt transporttid som en naturlig del af det daglige arbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem staten og AC for akademikere i staten. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængigt af erfaring og kvalifikationer.
Link til AC overenskomst: AC OK 2013
Stillingen er en fuldtidsstilling, som ønskes besat snarest muligt.
Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler. Arbejdsstedet er Styrelsen for Danmarks Fængsler, Strandgade 100, 1401 København K.
Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom du skal opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem din ansættelse.
Ansøgning
Styrelsen for Danmarks Fængsler skal modtage din ansøgning med cv, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring samt relevante referencer senest fredag den 14. august 2026.
Styrelsen for Danmarks Fængsler holder løbende samtaler, og stillingen besættes, når den rette kandidat er fundet.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du medbringe identifikation, for eksempel pas eller kørekort.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Styrelsen for Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Morten Weiss på telefon 7255 4003.
Styrelsen for Danmarks Fængsler ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge.