Dansk Røde Kors Hovedstaden søger en frivillig aktivitetsleder til en ny indsats på Håndværkerforeningens Plejehjem i København NV.
Som aktivitetsleder bliver personen en central drivkraft i opbygningen af et frivilligfællesskab, der skal bidrage til øget trivsel, nærvær og livskvalitet for socialt udsatte og sårbare ældre beboere. Aktiviteteslederen får mulighed for at være med fra starten og sætte sit præg på udviklingen af indsatsen i tæt samarbejde med plejehjemmet og Dansk Røde Kors Hovedstaden.
En ny indsats under opbygning
Indsatsen er en del af et udviklingsprojekt, der skal skabe bedre rammer og flere meningsfulde fællesskaber for socialt udsatte ældre på plejehjem. Frivillige skal være med til at skabe nærvær og fællesskab i hverdagen og understøtte beboernes deltagelse i sociale aktiviteter.
I opstartsfasen er ønsket, at de frivillige er til stede omkring frokosten på plejehjemmet i tidsrummet kl. 12-15 på hverdage, hvor der er mulighed for at skabe relationer, nærvær og hyggelige stunder med beboerne.
Beboergruppen er meget forskellig, og aktiviteterne skal derfor tage afsæt i beboernes ønsker og interesser. Der er blandt andet interesse for musik, fællessamtaler og sociale aktiviteter. Plejehjemmet har både billardbord, bobspil og egen biograf, som kan danne ramme om fællesskaber, ligesom samtalekort, spil og andre mindre aktiviteter kan være med til at skabe liv og relationer i hverdagen.
Som aktivitetsleder får personen mulighed for sammen med frivillige, beboere og medarbejdere at udvikle indsatsen løbende, så den afspejler de behov og ønsker, der opstår undervejs.
Om rollen som aktivitetsleder
Som aktivitetsleder bliver personen ansvarlig for at opbygge og understøtte frivilliggruppen.
Aktivitetslederen bliver bindeled mellem frivillige, plejehjemmet og Dansk Røde Kors Hovedstaden og får stor indflydelse på, hvordan indsatsen udvikler sig.
Aktivitetslederens opgaver vil blandt andet være at:
- Rekruttere, introducere og fastholde frivillige
- Koordinere frivilligindsatsen i samarbejde med plejehjemmet
- Skabe fællesskab og trivsel blandt de frivillige
- Understøtte udviklingen af aktiviteter med afsæt i beboernes ønsker og behov
- Være kontaktperson for frivillige og samarbejdspartnere
- Bidrage til at udvikle og forankre indsatsen
Kvalifikationer til rollen
Erfaring med ældreområdet eller frivilligledelse er ikke et krav.
Det vigtigste er, at personen:
- Har lyst til at tage ansvar og bygge noget nyt op
- Er god til mennesker og relationer
- Kan skabe engagement og fællesskab
- Har blik for både frivillige og beboeres trivsel
- Er interesseret i frivilligt socialt arbejde
Hvad får aktivitetslederen ud af rollen?
- Mulighed for at opbygge en ny frivillig indsats fra bunden
- Erfaring med frivilligledelse og koordinering
- Tæt samarbejde med plejehjem og Dansk Røde Kors Hovedstaden
- Kurser, sparring og støtte undervejs
- Et stærkt netværk af engagerede frivillige
- Mulighed for at gøre en konkret forskel for en ofte overset målgruppe
Interesseret i stillingen?
Dansk Røde Kors Hovedstaden hører meget gerne fra interesserede!
Spørgsmål til rollen kan rettes til Dansk Røde Kors Hovedstaden.