Ambitiøse medarbejdere til Finansministeriets Center for Uddannelse og Arbejdsmarked

Er du ambitiøs og klar til at forme fremtiden? Finansministeriet søger medarbejdere til centrale samfundsøkonomiske problemstillinger inden for uddannelse og arbejdsmarked.

Ambitiøse medarbejdere til Finansministeriets Center for Uddannelse og Arbejdsmarked

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Har du lyst til at arbejde med nogle af de mest centrale samfundsøkonomiske og politiske problemstillinger i Danmark? Er du analytisk stærk og motiveres du af at finde løsninger på komplekse problemstillinger tæt på den politiske beslutningsproces? Så er det måske dig, Finansministeriet leder efter.

Finansministeriets Center for Uddannelse og Arbejdsmarked søger 1-2 ambitiøse og fagligt stærke medarbejdere, som vil være med til at udvikle og understøtte regeringens politik på uddannelses-, arbejdsmarkeds-, udlændinge- og integrationsområdet.

Om stillingen

Som medarbejder i Center for Uddannelse og Arbejdsmarked vil du få mulighed for at arbejde med en bred vifte af samfundsøkonomiske og politiske problemstillinger. Opgaverne spænder bl.a. over børne-, undervisnings-, uddannelses- og forskningsområdet samt beskæftigelsespolitik, overførselsområdet og udlændinge- og integrationsområdet. Du vil bl.a. arbejde med politikudvikling, økonomiske analyser og konsekvensberegninger, udgiftspolitisk styring og finanslovsarbejde.

Du vil få ansvar for egne opgaver og politikområder, hvor den konkrete opgaveportefølje vil blive tilrettelagt i dialog med dig med blik for centrets behov samt dine interesser, faglige profil og erfaring.

Stillingen giver mulighed for en stejl læringskurve, hvor du vil blive fagligt udfordret og få et unikt indblik i offentlig økonomi, politiske beslutningsprocesser og Slotsholmens maskinrum. Du vil både komme til at arbejde med opgaver, der skal løses hurtigt, og længerevarende analyser og projekter. Det giver gode muligheder for at følge en sag fra den indledende analyse og politikudvikling til den endelige beslutning og implementering.

Om dig

Finansministeriet forventer, at du er en fagligt stærk profil inden for økonomi og/eller samfundsvidenskab (fx cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol. eller lignende). Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring.

Finansministeriet lægger desuden vægt på, at du:

  • har flair for tal og gode økonomiske og analytiske kompetencer, og eventuelt erfaring med registerbaserede analyser
  • er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt
  • har drive og arbejder selvstændigt med opgaver og udfordringer og samtidig har gode samarbejdsevner og kan bringe dem aktivt i spil
  • er ambitiøs, målrettet og initiativrig og trives med en afvekslende hverdag med til tider korte tidsfrister
  • har interesse for økonomisk politik og de samfundsøkonomiske og politiske problemstillinger, der knytter sig til uddannelse, arbejdsmarked, udlændinge og integration og har lyst til at arbejde tæt på de politiske processer.

Det er en fordel, men ikke et krav, at du har kendskab til et eller flere af centrets fagområder.

Om Finansministeriet

Finansministeriet varetager en bred vifte af opgaver, som bidrager til at give regeringen det bedst mulige grundlag for at træffe centrale politiske beslutninger og føre en sund økonomisk politik.

Center for Uddannelse og Arbejdsmarked har ansvar for en bred portefølje af centrale samfundsområder og understøtter i samarbejde med andre ministerier regeringens politikudvikling, økonomiske politik og styring på uddannelses-, arbejdsmarkeds-, udlændinge- og integrationsområdet.

Centret består af 13 medarbejdere, fire studentermedhjælpere og to kontorchefer. Du bliver en del af et ambitiøst og fagligt stærkt miljø, hvor der lægges vægt på at skabe resultater i fællesskab.

Finansministeriet prioriterer faglig sparring og hjælper hinanden med at løse opgaverne, når tempoet er højt. Samtidig får du fra starten et stort ansvar for egne opgaver og gode muligheder for at udvikle dine faglige og personlige kompetencer.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Sandru Surendran på 40 23 96 42 eller sansu@fm.dk.

Finansministeriet ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag senest fredag d. 16. oktober 2026.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Finansministeriet
Location Icon
Adresse Christiansborg Slotsplads 1, 1218, København
Calendar Icon
Kontaktperson Sandru Surendran
Email Icon
Email sansu@fm.dk
phone Icon
Telefon 40 23 96 42
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Christiansborg Slotsplads 1, 1218, København

Se større kort