Vil du have ansvar for tilbud på byggesager, hvor kvalitet, faglighed og samarbejde er afgørende?
Tomma Consulting søger to tilbudsledere/beregnere med minimum 1-2 års erfaring til en velkonsolideret og veldrevet hovedentreprenør med høj medarbejdertilfredshed og fastholdelsesgrad. Med reference til tilbudschefen bliver du en del af et tilbudsteam på otte medarbejdere og får efter en grundig onboarding ansvar for dine egne tilbud fra udbudsstart til overdragelse af den vundne sag til produktionen.
OM VIRKSOMHEDEN
Virksomheden har specialiseret sig i byggerenovering af almene boligorganisationer, ejer- og andelsboligforeninger samt offentlige bygherrer og beskæftiger cirka 165 medarbejdere. Heraf er hovedparten timelønnede medarbejdere. Virksomheden har en høj fastholdelsesgrad i medarbejderstaben og har fordoblet omsætningen i de seneste cirka 10 år og i samme periode 8-doblet indtjeningen. Der er tale om en meget veldrevet virksomhed.
Du bliver en del af et tilbudsteam på otte medarbejdere og får ansvar for dine egne tilbud fra udbudsstart til overdragelse af den vundne sag til produktionen.
DIT NYE JOB
Efter en meget grundig oplæring skal du arbejde med renoveringssager i hovedentreprise for blandt andet almene boligorganisationer, ejer- og andelsboligforeninger samt offentlige bygherrer.
Projekterne spænder fra cirka 5 til 200 millioner kroner, og de typiske projekter ligger fra 20-50 millioner kroner. Projekterne omfatter blandt andet renovering af tage, facader og vinduer. En stor del af arbejdet udføres af virksomhedens egne tømrere, murere og blikkenslagere.
Du gennemgår udbudsmaterialet, besigtiger opgaven, foretager mængdeopmåling og indhenter priser fra leverandører og underentreprenører. På den baggrund udarbejder du kalkulationen og vurderer arbejdsgange, processer, risici og muligheder.
Når en sag er vundet, gennemgår du tilbuddet med projektledelsen og sikrer en grundig overdragelse til produktionen.
TILBUD ER EN HOLDSPORT
Du står ikke alene med tilbuddet.
Tilbudsafdelingen består af otte medarbejdere, som sidder tæt på hinanden og løbende sparrer om sagerne. To kolleger arbejder med beskrivelser og bidrager til tilbud, hvor kvalitet, proces og samarbejde indgår som tildelingskriterier.
Du får dermed mulighed for at koncentrere dig om den byggefaglige og økonomiske del af tilbuddet, samtidig med at tilbuddet bliver udviklet i et tæt samarbejde med kollegerne og din nærmeste leder.
Virksomheden udarbejder cirka 100 tilbud om året og har en win-rate på omkring 30 procent. Ledelsen udvælger de projekter, der skal bydes på, så ressourcerne bruges på relevante sager, hvor virksomheden har de rette kompetencer og forudsætninger.
EN LEDER MED STOR PRAKTISK ERFARING
Du refererer til en tilbuds- og markedschef, som har været i virksomheden mere end 15 år og har erfaring fra både projektledelse og tilbudsberegning.
I har et fast ugentligt 1:1-møde, hvor I gennemgår dine sager, prioriteringer og eventuelle udfordringer. Du får derfor en leder, der kender arbejdet i praksis, og som kan bidrage med konkret faglig sparring.
EN VIRKSOMHED MED STYR PÅ PROJEKTERNE
Kulturen er præget af høj faglighed, en uformel omgangstone og korte beslutningsveje. Der er frihed under ansvar og mulighed for at få indflydelse på, hvordan du tilrettelægger dit arbejde.
DIN BAGGRUND
Tomma Consulting forestiller sig, at:
- Du har en byggeteknisk uddannelse på niveau med en byggeteknikeruddannelse eller højere niveau.
- Du har minimum 1-2 års erfaring som beregner inden for byggeri.
- Du har beregnet sager på mindst 10-20 millioner kroner og gerne i hovedentreprise.
- Du kan læse tegninger og projektbeskrivelser.
- Du har forståelse for arbejdsgange, logistik og processer på en byggeplads.
- Du har erfaring med priser fra leverandører og underentreprenører samt tilbud med både økonomiske og til en vis grad også kvalitative kriterier.
- Du har bopæl på Sjælland.
TOMMA CONSULTING TILBYDER DIG
Et spændende job i en attraktiv virksomhed samt en meget konkurrencedygtig ansættelsespakke. Du får en central rolle i en virksomhed med en stor egenproduktion, erfarne kolleger og gennemarbejdede processer.
Du får ansvar for dine egne tilbud, samtidig med at du har adgang til faglig sparring og støtte. Du får også mulighed for at udvikle din rolle og være med til at sætte rammerne for arbejdet som tilbudsleder.
Du tilbydes en ansættelsespakke, som omfatter fast gage, pension, firmabil eller bilordning, fælles bonusordning for alle medarbejdere, forsikringsordninger, madordning, computer, smartphone, internet i hjemmet samt sociale aktiviteter i virksomheden.
Stillingen er på 37 timer og har arbejdssted i Hovedstadsområdet.
SKAL VI TAGE EN FORTROLIG SAMTALE?
Du behøver ikke have besluttet dig for at skifte job. Hvis du er interesseret eller har spørgsmål til virksomheden eller jobbet, vil jeg meget gerne tale med dig. Du er velkommen til at kontakte mig på 4064 8191, på InMail eller min e-mail: tbm@tommaconsulting.dk.
Hvis du vil direkte i spil til stillingen, skal du maile dit CV, mærket ”Tilbudsberegner”, til: tbm@tommaconsulting.dk
Tomma Consulting
Automatikvej 1
2860 Søborg
Tomma Consulting er specialister i rekruttering til bygge- og anlægsbranchen.