Skip to main content
13. december 2023

Irmas designhistorie bliver udstillet på museum

Til februar blænder Designmuseum Danmark op for en udstilling, der udfolder den kendte supermarkedskæde Irmas mere end 100 år lange designhistorie.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA DESIGNMUSEUM DANMARK. Foto: Christina Kayser O.

Til februar blænder Designmuseum Danmark op for en udstilling, der udfolder den kendte supermarkedskæde Irmas mere end 100 år lange designhistorie.

Med IRMA – EN DESIGNHISTORIE er det første gang, at Irmas ikoniske blå designunivers kan opleves i en museumsudstilling. Publikum kan glæde sig til at gense kendte og elskede Irma-genstande og -designs gennem tiden og få hele historien om supermarkedskæden, der bragte kunst og design ind i folks hverdag.

Irmahønen, Irmapigen, Irma-nettet og Irmakaffe. Supermarkedskæden Irma, der i 137 år har solgt dagligvarer til københavnerne indpakket i de velkendte blå tern og gjort kunst og design til allemandseje, indtager fra den 1. februar udstillingssalene på Designmuseum Danmark, og det er der, ifølge museumsdirektør Anne-Louise Sommer, en helt særlig grund til:

Irmas historie er i høj grad også en designhistorie – en historie om en fremsynet supermarkedskæde med et ufravigeligt fokus på kvalitet – og på at bringe kunst og design ud til folket sammen med deres dagligvarer. Den historie ser vi meget frem til at kunne udfolde for publikum til februar.

Pigen i den blå kjole

Irmapigen er et kulturelt ikon for mange og et symbol for Irma der, med sine 137 år, er en af verdens ældste supermarkedskæder. Arkitekten Sofus Greiffenberg tegnede den første Irmapige i 1907 med datteren Else som model, men siden har pigen med æggekurven skiftet udtryk flere gange i takt med tidernes skiften. IRMA – EN DESIGNHISTORIE sætter spot på Irma som designvirksomhed og går tæt på, hvordan kæden i både lille og stor skala gennemtænkte designet – fra helt små etiketter til lysende blå facadeskilte – og tidligt udviklede en række designs, der i dag er ikoniske som bl.a. lysreklamen med den æglæggende høne, den blå Irmakaffe og Irmapigen, som endda har fået kultstatus andre steder i verden, fx i Japan.

Kunst på dåse

Irma gik allerede i 1970’erne nye veje og inviterede designere og kunstnere til at dekorere supermarkedets poser og dåser, som hurtigt blev samlerobjekter. Gennem tiden har kæden bl.a. samarbejdet med kunstnere som Per Arnoldi, Julie Nord, HuskMitNavn og designeren Henrik Vibskov. Med deres kunstdåser, kunstposer, legetøj, emballager, karakteristiske blå tern, Mao-sko og neonreklamer i bybilledet har Irma gjort kunst og design til en del af folks hverdag og anvendt kunst og design i deres løbende tilpasning til tidernes skiftende samfunds- og forbrugstendenser.

Et skatkammer af design

Udstillingen på Designmuseum Danmark viser bl.a. en perlerække af Irmas mest elskede grafiske elementer som Irmapigen og de røde hjerteklistermærker, som man fik udleveret ved kassen, men også meterhøje Irmapigen-skilte, neonreklamer, kunstdåser og kunstposer, Irma-legetøj og engangstrusser i papir fra 1960’erne. Genstandene i udstillingen er udlånt fra Coop og privatsamlere, men der indgår også en række Irma-genstande fra museets egen samling.

IRMA – EN DESIGNHISTORIE kan opleves på Designmuseum Danmark fra den 1. februar til den 11. august 2024.