Skip to main content
23. oktober 2023

Industriens Pension ansætter erfaren private equity-specialist fra Fredensborg

Industriens Pension har ansat 45-årige Martin Schultz fra Fredensborg i en specialiststilling som Director i teamet for investeringer i private equity (unoterede aktier).

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA INDUSTRIENS PENSION

Industriens Pension har ansat 45-årige Martin Schultz fra Fredensborg i en specialiststilling som Director i teamet for investeringer i private equity (unoterede aktier). Han kommer fra en stilling som senior porteføljeforvalter med ansvar for private equity i AkademikerPension.

I Industriens Pension får Martin Schultz en nøglerolle inden for investeringer i unoterede aktier (private equity), der udgør en vigtig del af selskabets samlede investeringsstrategi.

Aktuelt har Industriens Pension private equity-investeringer til en markedsværdi af 29 mia. kr., og Martin Schultz bliver nu en central del af det team, der udvælger, monitorerer og følger op på investeringerne.

Martin Schultz har i de seneste otte år arbejdet med forskellige aspekter af private equity-investeringerne i Akademikerpension, senest som senior porteføljeforvalter. Tidligere har han arbejdet i syv et halvt år som specialkonsulent i Finanstilsynet med fokus på tilsynet med investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber.

Stor erfaring og gode resultater

I Industriens Pension får Martin Schultz titlen Director inden for Private Equity, og han kommer til at referere til aktiechef i Industriens Pension, Morten Rask Nymark.

Martin Schultz kommer med stor erfaring og gode resultater fra investeringer i forskellige dele af Private Equity-universet. Unoterede aktier (private equity) er en af de vigtige forklaringer på Industriens Pensions gode afkast på den lange bane, og jeg er overbevist om, at Martin kan være med til at videreføre de solide langsigtede resultater, siger Morten Rask Nymark.

Martin Schultz er uddannet jurist fra Københavns Universitet og har efterfølgende læst HD i Finansiering og taget flere investeringsrettede overbygningsuddannelser, bl.a. på The Institutional Limited Partners Association (ILPA).

Martin Schultz tiltræder stillingen i Industriens Pension den 1. november. Privat bor han i Fredensborg, er gift og har tre børn.

De samlede investeringsaktiver i Industriens Pension udgør aktuelt 220 mia. kr.