Undersøgelsen fra VIVE og EVA peger på en række væsentlige fokusområder – og det er også netop de områder, som vores dygtige ledere og pædagogiske personale har arbejdet målrettet med i flere år. Det bekræfter os i, at vi er på rette vej, siger Gitte Lohse, fagdirektør i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Styrket ledelse gør en forskel
I 2021 begyndte ledere af byens dagtilbud på et toårigt forløb, som er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitet. Uddannelsen styrker ledernes kompetencer til at lede den faglige, pædagogiske udvikling og sikre høj kvalitet i dagtilbud. Og resultaterne er i den grad til at føle på. Der er gennemført KIDS-målinger på 63 daginstitutioner, hvis ledere har deltaget i uddannelsesforløbet – både før og efter forløbet. Før forløbet, i 2022, blev 44 % af institutionerne vurderet til at have god kvalitet. Efter forløbet, i 2023, var andelen steget til 68 %. Samtidig faldt andelen med utilstrækkelig kvalitet fra 3 % til 0 %. Dagtilbudsledelsesuddannelsen bygger på KIDS-metoden (Kvalitet i Daginstitutioner), som også er den metode, som VIVE og EVA anvender til at analysere kvaliteten i landets daginstitutioner.Fra tilsyn til udvikling
Det systematiske arbejde med kvaliteten sker blandt andet gennem et tilsyn, som ikke bare er kontrol, men et aktivt redskab til at få viden om, hvad der helt konkret sker ude på stuerne, og som ledere og medarbejdere herefter kan omsætte til god pædagogisk kvalitet i daginstitutionen. Tilsynet består af både eksterne og interne observatører, og det er i stand hurtigt at finde ud af, hvor skoen trykker. Og det er nøglen til at sætte hurtigt ind med konkret rådgivning, hjælp og kompetenceløft til institutionerne.Der er ingen tvivl om, at dagtilbudsledelsesuddannelsen allerede har givet resultater i børnehøjde – vi oplever en øget faglighed, et forbedret samarbejde blandt personalet og ikke mindst en hverdag for børnene med mere ro og færre konflikter. VIVE og EVA’s undersøgelse bekræfter, at netop faglig ledelse og systematisk opfølgning er afgørende for kvaliteten, og det glæder mig, at det også stemmer overens med vores erfaringer i København, siger Gitte Lohse.
