Skip to main content
15. november 2023

Hvordan er det at leve et ungdomsliv med et handicap?

Kom og hør fem unge mennesker fortælle om deres liv med handicap. Få et indblik i, hvordan det opleves at have et handicap i et samfund, hvor der ofte ikke bliver taget højde for personer med sådanne udfordringer.

Af: Marie Daugbjerg | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA DET KONGELIGE TEATER

Det Kongelige Teater, SUMH og Røst samarbejder om et arrangement, som skal give indblik i et ungdomsliv med handicap.

Mandag d. 20. november kl. 17 indtager fem unge talere, der alle er aktive frivillige i SUMH – Sammenslutningen af Unge Med Handicap – og ønsker at kunne være rollemodeller for andre unge med handicap, Operaens foyer, hvor de deler deres personlige historier, frustrationer, håb og drømme for fremtiden til eventet Røst & Det Kongelige Teater: Taler fra et ungdomsliv med handicap.

Handicap er fællesbetegnelsen for funktionsnedsættelser, diagnoser og kroniske sygdomme. Handicap opstår, når mennesker møder barrierer i samfundet, og handicap kan gøres mindre, når omverdenen tager højde for det.

Unge med handicap er til dagligt mest en befolkningsgruppe, der bliver talt om og ikke med. Men den 20. november tager de unge selv ordet.

For hvordan er det at leve et ungdomsliv med et handicap? Hvordan føles det at navigere i et samfund, der ikke nødvendigvis skaber plads til en? Og hvordan føles det, at samfundets strukturelle døre nogle gange bliver smækket i hovedet på en i skolen eller på arbejdspladsen, hvor meget få andre bemærker snubletrådene?

Næstforperson i SUMH Emilie Ghali udtaler,

Jeg synes, at arrangementet er vigtigt, da det er de skjulte stemmer, der taler. Man får lov til at høre betragtninger om samfundet set fra en anden synsvinkel end det, man normalt er vant til.

Arrangementet er kulminationen på et intensivt talerskoleforløb skabt af Røst, hvor de unge talere er blevet klædt på til at skrive og holde taler med afsæt i deres egne oplevelser som ungt menneske med handicap.

Vært ved arrangementet er digter Caspar Erik, der selv lever med cerebral parese (spastisk lammelse) – et handicap, han har beskrevet i flere af sine bøger.

Programmet vil ud over de fem taler også bestå af blandt andet opera, harpe og fællessang.

Dørene til Operaens foyer åbner kl. 16:00, mens selve programmet går i gang kl. 17:00.

Arrangementet er gratis og åbent for alle på tværs af alder, køn, seksualitet og etnicitet. 

Arrangementet er skabt i samarbejde med Røst og SUMH.

Læs mere om arrangementet og bestil billet HER.

Talere:

Emilie Ghali

Annemette Meyer

Jens Christian Sørensen

Antoniett Vebel Pharao

Lærke Fentz

Vært:

Caspar Eric

Arrangørerne:

Røst er en talerskole, som arbejder for at give unge modet til at tage ordet og styrke deres lyst til at deltage i den offentlige samtale.

Røst er drevet i et tæt samarbejde mellem Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet.

Læs mere om Røst HER.

SUMH – Sammenslutningen af Unge Med Handicap er en paraplyorganisation for og af unge med handicap. Deres vision er, at alle unge kan leve det ungdomsliv, de ønsker – uanset handicap, diagnoser og kroniske sygdomme.

Læs mere om SUMH HER.

Det Kongelige Teater har året rundt en bred vifte af gratis arrangementer for enhver smag og alder i foyererne i Skuespilhuset, Operaen, på Gamle Scene og Ofelia Plads. Det Kongelige Teater ønsker at være relevant og tilgængeligt for alle ved at introducere teaterets kunstarter såvel som at invitere andre genrer og samarbejdspartnere indenfor til gratis arrangementer.

Det Kongelige Teaters gratis aktiviteter opdateres løbende på https://kglteater.dk/gratis