Generation efter generation er vokset op med sangene fra Gunnar Nyborg-Jensens 'De små synger' fra 1948. Nu bliver figurerne fra den folkekære sangbog vækket til live i en ny musikforestilling på Det Kongelige Teater.
I forestillingen følger publikum drengen Emil, der falder i søvn til sin bedstemors vuggevise og vågner op i et forunderligt drømmeland. Her møder han pigen Liva og et væld af velkendte karakterer fra de sange, som danske børn har sunget og leget gennem deres opvækst. Publikum kan blandt andet møde Ole med autobilen, den lille nisse på rejse, bageren fra Nørregade, de ti små cyklister og mange flere.
De små synger er blevet fælles kulturarv for rigtig mange familier. Sangene vækker minder hos de voksne, samtidig med at de stadig lever hos børn i dag. Med denne forestilling får vi mulighed for at samle både store og små i et univers, hvor fantasien, musikken og glæden ved at synge sammen er i centrum, siger instruktør og manuskriptforfatter Stine Schrøder Jensen.
Forestillingen er skabt for de yngste teatergængere og deres voksne, og tager publikum med på en musikalsk rejse gennem et univers befolket af nogle af de mest elskede figurer fra den danske sangskat.
Instruktør Stine Schrøder Jensen og komponist Laus Høybye genoptager med De små synger samarbejdet fra den musikalske børneforestilling Rødderne i hjørnehuset, og skaber her en ny forestilling, hvor musik, leg og fortælling går hånd i hånd.
De små synger anbefales til børn fra 4 år.
De små synger spiller på Store Scene i Skuespilhuset fra den 13. november til den 30. december 2026.
Holdet bag:
Iscenesættelse og manuskript: Stine Schrøder Jensen Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen Komponist: Laus Høybye Koreografi: Sebastian Kloborg Lysdesign: Andreas Buhl Lyddesign: David Hjerting
Medvirkende:
Niels Skovgaard Andersen Cecilie Bogø Bach Rikke Bilde Joen Højerslev Mathilde Eusebius Musikere: Magnus Engelbrechtsen Hal Parfitt-Murray
