Skip to main content
8. januar 2024

Har dit barn lys på cyklen?

De næste to uger besøger politiet de vestegnske skoler for at tjekke cykellygter snakke om synlighed i mørket og gode trafikvaner.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA KØBENHAVNS VESTEGNS POLITI

De næste to uger besøger politiet de vestegnske skoler for at tjekke cykellygter, snakke om synlighed i mørket og gode trafikvaner.

Det kræver gode lygter på dit barns cykel for tiden, da det stadig er bælgmørkt, når dit barn kører til og fra skole.

Det handler derfor om blive set i mørket på vej til og fra skole. Det tjekker betjente fra Københavns Vestegns Politis lokalpoliti og færdselsafdeling på en lang stribe skoler i Vestegnens 11 kommuner.

De næste to uger møder lokalpolitiet op ved skolen klokken 7.30 for se på cykellygter og tale med børn, unge og forældre om at være synlig i vintermørket. De første besøg skete i morges.

Jo større synlighed i mørket, desto bedre. Det kan være svært for bilister at se cyklister i mørke, regn, sne eller tåge. Så jo mere dit barn lyser op, desto bedre. Sørg for, at dit barns cykel har kraftige lygter, der kan ses på lang afstand, siger politiassistent Cecilia Kisbye, lokalpolitiet, Københavns Vestegns Politi.

I lygtetændingstiden, som er fra solnedgang til solopgang, skal cykler have en hvid lygte foran og en rød lygte bagpå. Lyset skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og skal være synlige fra siden.

Reflekser på cykel, tøj og cykelhjelm er også en god idé.

Betjentene har en lille anerkendelse med til de børn, som cykler i skole med lygterne i orden. Børn uden lys på cyklen får mulighed for at få et par nye lygter.

Vi vil gerne tale med børn, unge og forældre om lys, reflekser, cykelhjelm og trafiksikkerhed generelt, for det handler om at få sig nogle gode vaner, når man færdes i trafikken, siger Cecilia Kisbye.

Politiet besøger skolerne fra mandag den 8. januar til fredag 19. januar.

’Jeg husker lygterne’

Kampagnen ’Jeg husker lygterne’ startede i november med at omkring 90 skoler i de 11 vestegnskommuner fik plakater til at minde børn og forældre om cykellys i vintermørket.

Sidst i december fik skolerne materiale til Aula med information om politiets besøg i januar, som nu går i gang.

Vestegnens Trafiksikkerhedsråd

Det er femte år i træk, at Vestegnenes Trafiksikkerhedsråd sætter fokus på synlighed i trafikken for unge bløde trafikanter og deres forældre.

Vestegnens Trafiksikkerhedsråd samarbejder desuden om trafiksikkerhed ved skolestart, færdselskurser for femte klasser, cykel- og gåprøver på skolerne og drøfter vejtekniske forhold på hele Vestegnen.

Vestegnens Trafiksikkerhedsråd er et fast samarbejde med alle 11 kommuner i politikredsen, politiets færdselsafdeling og lokalpolitiets forebyggelsessekretariat.

Jeg Husker Lygterne Plakat. Foto: Københavns Vestegns Politi