Skip to main content
27. september 2023

Halloween i Tivoli for 18. gang

Efteråret er kommet, og traditionen tro trækker Tivoli i Halloween-kostumet for at give gæsterne en betagende efterårsoplevelse.

Af: Viktor Bork | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA TIVOLI

Efteråret er kommet, og traditionen tro trækker Tivoli i Halloween-kostumet. Halloween i Tivoli har på få år udviklet sig til at blive blandt de populæreste efterårsbegivenheder i Danmark. Over tre uger bydes der på over 22.200 græskar, nye hekse, dobbelt op på uhygge i Villa Vendetta i H.C. Andersen Slottet og i Det Hjemsøgte, samt udskæringer af Danmarks største græskar. Forlystelserne kører, 30 handelsboder og alle restauranterne er åbne under Halloween i Tivoli, der er iklædt nye scenografier i efterårets farver fra 12.10.23 til og med 05.11.23.

På 16 dage går Tivoli fra sensommer til efterårsstemning for at blive klar til Halloween sæson nummer 18. Der spenderes millioner af kroner i scenografier, efterårsbeplantninger til underholdningstiltag, der skal bidrage til at give gæsterne betagende efterårsoplevelser.

Gæsterne kan bl.a. se frem til at blive mødt af fem nye søde, men drilske hekse, når de går rundt i haveanlægget. De møder bl.a. heksene som er iklædt farverige gevandter ved den magiske urtehave foran Pantomimeteatret, i labyrinten eller når de pludselig dukker op lige bag en som en fortryllet overraskelse.Gæster i alle aldre opfodres i øvrigt til at møde op i udklædninger, hvilket svenskerne har tradition for at gøre i stor stil. Der vil være en særlig udklædningsdag den 23.10. hvor særlig mange forventes at deltage.

Susanne Mørch Koch direktør i Tivoli siger:

Vi har netop afsluttet en flot og begivenhedsrig sommersæson og vi ser nu frem til at byde velkommen til Halloween. Her kan gæsterne se frem til hyggelig uhygge, premiere på nye fantasifulde efterårsscenografier, stort høstmarked på Plænen, hele to scary houses og så en ny Michelin pop-up restaurant fra Holland, som rykker ind i Det japanske Tårn. Vi inviterer indenfor til nye og klassiske oplevelser for børnefamilierne, teenagerne, og alle dem der gerne vil have en tur i forlystelserne eller blot gå en tur og mærke stemningen i haveanlægget. Vi håber på et dejligt efterårsvejr og gensyn af gæster fra ind og udland. Særligt svenskere har god tradition for at prioritere at krydse Sundet for at opleve den danske version af halloween, så vi har høje forventninger til Halloween i Tivoli, som vi fejrer for 18. år i træk.

I Det store Springvand i forlængelse af Plænen kan gæsterne begive sig ind i en 140 meter lang pilefletslabyrint, som er op til 180 cm i højden og inde i midten kommer man frem til to heksetårne. Et par af kontrollørerne vil også under sæsonen være forvandlet til fugleskræmsler og græskarmænd, og mon ikke en del gæster vil tage en tur forbi den hjemsøgte gravplads, som ligger tæt på Koncertsalen?

Gys og sjov

Tivolis prisbelønnede scaryhouse Villa Vendetta, der er Danmarks største permanente scaryhouse med performere, har i anledning af halloween fået en række ekstra overraskelser, så gæster med hang til gys bliver ekstra skræmte under den 150 meter lang rejse gennem 12 værelser, korridorer og stuer fordelt på 800 uhyggelige m2. Her møder gæsterne den glemte Tivoli familie, der er bitre over at være glemt af omverdenen og derfor gør sig ekstra umage for at skræmme og overraske gæsterne undervejs.

I Skærsilden, som har til huse under den 109 år gamle Rutschebane, rykker det nye scary house ”Det Hjemsøgte” ind. Her kan gæsterne – hvis de ellers tør – lægge vejen forbi et hospital for mislykkede forsøg. Det er ikke et kønt syn, og gåsehuden bliver ikke mindre af de nærgående skabninger, som går tæt på de besøgende. Det Hjemsøgte kan eksklusivt opleves under Halloween, og børn under 12 år skal ledsages af en voksen.

Monsters Night Out optog 21. oktober

Monstrene overtager for alvor Tivoli den 22. oktober, når det går løs med Monsters Night Out optog. Fans af skræk og uhygge kan se frem til en parade med mere end 200 zombier, gengangere, kendte filmuhyrer og andre skrækkelige væsener. Monstrene, der dukker op med åbne sår, hugtænder og bloddryppende effekter, kommer for at give Halloween i Tivoli et ekstra pift af skræk, gys og gru. Børn og gæster med sarte sjæle bør holde sig på afstand, da monsterparaden både viser klør og hugtænder – Og der er ikke sparet på teaterblodet…

Uden mad og drikke

Har man brug for lidt afslapning og forkælelse oven på al uhyggen, kan man tage forbi Det japanske Tårn og spise en middag. 10 restauranter i international topklasse fra hele verden har gæstet Tivoli og Det japanske Tårn, siden pop-up konceptet blev introduceret i 2021. Til Halloween i Tivoli, er der flere gastronomiske oplevelser i vente, når den 1-stjernede restaurant Daalder fra Amsterdam, Holland, rykker ind og byder Tivolis gæster på uformel stemning og billedskøn topgastronomi, der trækker inspiration fra det asiatisk, hollandske og det klassiske franske køkken. Med sine indonesiske rødder og passion for asiatiske smagsnuancer, har Daalders køkkenchef, Dennis Huwaë, sammensat en menu til Tivolis gæster, der udforsker kontraster og smagssammensætninger. Gæsterne på Daalders pop-up kan forvente en spiseoplevelse med 3 amouse bouche og 6 retter, og der bliver mulighed for at prøve flere af Daalders signaturretter, som har gjort restauranten til en af Amsterdams populæreste.

Rasmus Klump og venner

Og der er stadig en masse for de mindste, som måske ikke er til zombier og monstre. Fx optræder Rasmus Klump hver dag under Halloween i Tivoli. Rasmus Klump, Græskarmanden og Flora optræder hver dag for de yngste gæster med to forestillinger på Plænen. Der er tale om forestillingerne Rasmus Klump på Pandekagejagt samt Slik eller Ballade med Rasmus Klump. Begge forestillinger byder på små historier – og ikke mindst en masse syng-med-sange. Der bliver hver dag spillet fem forestillinger, der alle er instrueret af Susanne Breuning. Rasmus Klump, Flora og Græskarmanden giver krammere og high fives efter forestillingerne.

Kåring af Danmarks største kæmpegræskar

I 2020 blev der ikke bare slået ny dansk rekord, der blev også sat ny nordisk rekord, da Jens Peder Skønager fra Ribe skrev sig ind i historien med et kæmpegræskar, der vejede hele 970,4 kg. Lørdag den 14. oktober kl. 11:30 afholdes der DM i Kæmpegræskar i Tivoli for 16 gang. Konkurrencen er blevet et større tilløbsstykke, hvor gæsterne kommer for at se de imponerende kæmpegræskar af sorten Atlantic Giant Om der bliver sat ny rekord i år, må dagen vise. Det omskiftelige vejr har til gengæld i år været godt for græskar.

Danmarks største græskar udskæres fra den 29. oktober

I anledning af DM i Kæmpegræskar, bliver de store græskar udhulet og forvandlet til et kunstværk af dansk-amerikanske Malik Mabe, der er fløjet ind til lejligheden. Gæsterne kan på tætteste hold se ham arbejde med kædesav, kniv og skraber og følge græskarrets forvandling. Udskæringerne foregår foran Nimb og begynder den 29. oktober klokken 11:00 og fortsætter til og med 31. oktober.

Halloween-boder

Både børn og voksne synes, det er sjovt og lidt uhyggeligt at på opdagelse blandt de knap 30 Halloween-boder, hvor der er blodige godter, kravlende monstre og alt, man kan ønske sig til en Halloween-udklædning. Der er også boder med dansk håndværk og lækkerier fra alle kroge af Danmark. Alt fra uldtøfler, hatte, veste, ponchoer, ørevarmere, pandebånd, tørklæder til hårelastikker.

Halloween i Tivoli

Selvom mange forbinder Halloween i Tivoli med en markering af en amerikansk højtid, så har højtiden rødder i både europæisk og dansk historie. Halloween tager afsæt fejringen af allehelgensaften og trækker også tråde til traditionelle danske høstfester med mange halmballer, årstidens blomster og ikke mindst græskar, og Tivoli bygger altså også videre på de traditioner.

Caroline Nyvang, seniorforsker på Det Kgl. Bibliotek, forsker i danske traditioner og siger:

Halloween har både rødder i ældre europæisk og nyere amerikansk historie. Og i takt med, at danskerne har taget traditionen til sig, har de også præget den og gjort den til deres egen. Sådan er det med alle vores traditioner. Selvom vi måske har opfattelsen af, at de skal gennemføres på samme måde år for år, er de forbløffende foranderlige. Det er med til at gøre dem levedygtige.

Løbende udvikling

Tivoli har altid haft behov for at udvikle sig. Det skete også i 2006, hvor Tivoli slog gitterporten op for den første halloween-sæson, der varede i 10 dage. I dag varer Halloween i 3 uger, hvor svenskernes Hôst fest også er en del af sæsonen.

På den måde rammer Halloween i Tivoli både danskernes og svenskernes efterårsferie.

Tivoli har taget afsæt i en ærkeamerikansk tradition og har fordansket den. Det har fra starten aldrig været meningen at overføre den amerikanske tradition én til én til danske forhold. I stedet fortolker Tivoli traditionerne og lader sig inspirere af de gamle, nordiske høstfester. Man har derfor valgt at præsentere ægte og autentiske scenografier og tableauer fremfor kunstige løsninger. Undervejs er Halloween blev udvidet med en Villa Vendetta som er Danmarks største permanente scaryhouse med performere og Det Hjemsøgte som kun kan opleves under Halloween i Tivoli.

Fun Facts om Halloween i Tivoli 2023
  • 22.200 græskar er placeret rundt omkring i Haven, hvilket er rekord.
  • 140 meter lang pileflets labyrint 10.000 græsser, stauder, krydderurter, frugt- buske og -træer mm placeret i haveanlægget.
  • 225 m2 tage er blevet beplantede med blomster i efterårsfarver.
  • DM i Kæmpegræskar afholdes for 16 gang i år.
  • 21 gartnere, arbejdsmænd og tilriggere har arbejdet med gartnerdelen af Halloween i Tivoli.
  • Første Halloween sæson blev besøgt af 250.000 gæster. I dag besøges Halloween i Tivoli af ca. en halv mio. gæster.
Åbningstider:

Søndag – torsdag kl. 11.00 – 23.00 – Fredag + lørdag kl. 11.00 – 24.00.

Pressefotos fra Tivoli.