Skip to main content
1. februar 2023

Fysioterapi uden henvisning fra lægen skaber tilfredse patienter

Igennem et år har borgere i to kommuner kunnet gå til fysioterapeut med tilskud fra det offentlige uden en henvisning fra egen læge.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA REGION HOVEDSTADEN

Igennem et år har borgere i to kommuner kunnet gå til fysioterapeut med tilskud fra det offentlige uden en henvisning fra egen læge. Resultaterne af projektet viser, at lægerne, der deltog i projektet, har tillid til ordningen, og at patienterne er tilfredse med den. Der er grobund for at se på, om ordningen kan udbredes nationalt, lyder det fra udvalgsformand Karin Friis Bach (RV). Når borgere kan gå direkte til fysioterapi med offentligt tilskud uden en henvisning fra lægen, giver det patienterne hurtigere adgang til behandling og høj patienttilfredshed. Det viser en ny evaluering af et projekt i Region Hovedstaden.

Resultaterne vækker begejstring hos formanden for udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i Region Hovedstaden, Karin Friis Bach (RV). Udvalgsformanden vil nu løfte resultaterne videre ind i Danske Regioner, der er interesse- og arbejdsgiverorganisation for regionerne.

Vi har nu fået bekræftet, at direkte adgang til fysioterapi giver værdi for patienterne. De kan komme lettere til behandling, og lægerne havde tillid til ordningen, og at patientsikkerheden er den samme. Det vil jeg gerne opfordre til, at vi ser nærmere på i fællesskab på nationalt plan, fordi vi her kan lave en mindre ændring, som har betydning for borgernes oplevelse og muligvis kan frigøre tid for de praktiserende læger” siger hun.

Som det er nu, får man med en henvisning fra lægen til fysioterapi dækket knap 40 % af konsultationens pris. ​

Hvis ordningen bliver indført, vil det betyde, at fysioterapeuterne i stedet for lægerne skal tage stilling til, hvilke patienter der kan få offentligt tilskud til fysioterapi. Dermed vil man kunne tage direkte til fysioterapeut og få det offentlige tilskud med.

Ingen øgede udgifter

Evalueringen af projektet tyder derudover på, at direkte adgang til fysioterapi med offentligt tilskud ikke vil øge tilstrømningen til ordningen og dermed ikke øge regionernes udgifter til området, hvis ordningen bliver indført.

Vi ved, at smerter, stivhed eller ømhed i f.eks. kroppens led og muskler er blandt de hyppigste årsager til langvarigt sygefravær, og at det rammer knap en fjerdedel af den voksne befolkning. Så hvis vi kan tilbyde en lettere tilgængelig behandling og dermed undgå, at patienterne får forværrede symptomer og behov for dyrere behandlinger på et senere tidspunkt, så tror jeg, at det vil være det værd. Selv hvis lidt flere benytter sig af ordningen, siger Karin Friis Bach (RV) og tilføjer:

Men vi skal selvfølgelig holde øje med de samlede ressourcer og ventetiderne til fysioterapeutisk behandling.

En håndfuld praktiserende læger, der blev interviewet, som en del af projektet, udtrykte en generel tilfredshed med ordningen. Desuden havde lægerne tillid til, at fysioterapeuterne kunne spotte de patienter, som havde tegn på alvorlig sygdom og dermed brug for en konsultation hos egen læge.

I en tid, hvor der er mangel på praktiserende læger, og hele sundhedsvæsenet er presset, giver det god mening at se på, om der er opgaver, der kan løses smidigere, sådan at vi frigiver tid i almen praksis. Nogle af konklusionerne hviler på et begrænset datagrundlag, men resultaterne tyder på, at man kan åbne for, at patienter kan gå til fysioterapeut og få offentligt tilskud, uden at de først skal have en henvisning fra deres egen læge, ” siger formanden for PLO-Hovedstaden, Peder Reistad.

Patienterne kan i dag gå direkte til fysioterapi uden at gå til lægen først, hvis de selv betaler for hele behandlingen. Fysioterapeuterne er desuden uddannet til at være opmærksomme på symptomer på alvorlig sygdom og komplikationer, når de giver patienter fysioterapeutisk behandling, og kan dermed henvise patienterne til egen læge ved behov.

”Fysioterapeuter er eksperter i muskler og led, og med direkte adgang kan vi som faggruppe aflaste de praktiserende læger. Samtidig sikrer vi, at flere patienter kommer hurtigere i gang med den rigtige behandling. Direkte adgang er den kloge måde at indrette sundhedsvæsenet på og gavner samtidig den enkelte borger,” siger Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter.

Fakta​

  • Projektet ”Direkte adgang til fysioterapi” blev igangsat for blandt andet at undersøge, om det kan være med til at aflaste alment praktiserende læger.
  • Projektet blev gennemført i Ballerup og Frederikssund Kommune, hvor borgere fra d. 1. november 2020 til d. 31. oktober 2021 kunne opsøge en fysioterapeut med offentligt tilskud uden at blive henvist af en alment praktiserende læge.
  • Ifølge evalueringen var borgerne, der deltog i projektet, i højere grad tilfredse med det samlede behandlingsforløb. Det stemmer overens med resultater fra udenlandske studier af direkte adgang til fysioterapi.
  • Resultaterne tyder også på, at det ikke vil koste sundhedsvæsenet markant mere at tilbyde direkte adgang til fysioterapi. Der var nemlig ikke en ændring i forbruget af ydelser for hverken fysioterapi, almen praksis eller speciallægerne.
  • De interviewede praktiserende læger havde ifølge evalueringen tillid til ordningen, herunder fysioterapeuternes kompetence til at henvise patienter tilbage til almen praksis ved tegn på sygdom.
  • Evalueringen af projektet bygger blandt andet på data fra spørgeskemaer, som de borgere, der deltog i projektet, har besvaret samt interviews med praktiserende læger og fysioterapeuter.

Undersøgelsens resultater skal tages med forbehold, da kun en mindre andel af patienterne besvarede alle projektets spørgeskemaer. Dermed er resultaterne ikke repræsentative for de to kommuner.