Forebyggelse i sundhed – fordi vi ikke har råd til at lade være
Et bedre liv for ældre og kronikere – men også for de unge med livet foran sig. Og et samfund, hvor respekten for den enkeltes ret til at leve, som man ønsker, bevares.
Man tager sin bil til service, så holder den længere. Det er de fleste enige i. På samme måde bør man tænke om sit helbred og sin krop. Det handler om at undgå ”reparationer” eller mindske skader, der allerede er sket.
Vi bliver ældre, flere kæmper med kroniske lidelser, og adgangen til sundhedstilbud er ikke ens over hele landet. Det er noget af det, sundhedsreformen sætter ind overfor – blandt andet med fokus på de nære tilbud frem for de store hospitaler. Kombineret med udfordringerne omkring børn og unges mentale helbred betyder det, at forebyggelse skal prioriteres langt højere. Det kræver ikke store hospitaler med dyrt udstyr – så det er bare med at komme i gang. Indsatsen kan være svær at måle, men det bør ikke være et argument imod den.
Forebyggelse kan ses i det store perspektiv – for eksempel i indsatser mod rygning, alkohol og manglende motion. Her er det fornuftigt med oplysning, især i skolerne, men også på arbejdspladser. Dog skal vi huske at balancere indsatsen, så staten ikke blander sig for meget i, hvordan borgerne vælger at leve deres liv. Vi kan ikke have et system, hvor ”det sunde liv” defineres for den enkelte, og hvor man mister retten til behandling, hvis man ikke lever op til det.
