04. november 2025

|

Pressemeddelelse

Folkets Klimamarch går på gaden d. 15. november for et grønt kommunalvalg

Folkets Klimamarch 2025 foregår d. 15. november kl. 13 på Rådhuspladsen for et grønt kommunalvalg. Folkets Klimamarch foregår samtidigt med Global Day of Action, hvor borgere over hele verden går på gaden for en grøn retfærdig fremtid.

Folkets Klimamarch går på gaden d. 15. november for et grønt kommunalvalg
Af: Den Grønne Ungdomsbevægelse | Foto: Folkets Klimamarch

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
D. 18. november skal vi stemme til kommunal- og regionalvalget, og i en tid med eskalerende klima- og biodiversitetskriser er grøn kommunalpolitik vigtigere end nogensinde. Medarrangør af Folkets Klimamarch, Anne Fogh, udtaler:
Kommunerne spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Vi skal kræve en ambitiøs revision af den nationale Klimalov og et succesfuldt resultat fra de globale klimaforhandlinger i Brasilien, men det er netop kommunerne, der skal implementere mange af de klima- og biodiversitetspolitiske tiltag, der vedtages i Folketinget og i EU.
Imens vi skal kræve ambitiøs klimapolitik på nationalt og internationalt plan, spiller kommunerne en afgørende rolle i implementeringen af den grønne politik. Medarrangør af Folkets Klimamarch, Agnes Hansen, siger om kommunalpolitikkens store betydning for vores hverdagsliv:
Vi vil i Folkets Klimamarch vise politikerne på Rådhuset, at københavnerne ønsker grønne byrum, parker og bredere cykelstier frem for en by for biler og flere parkeringspladser. Folkets Klimamarch er for alle, som ønsker grøn retfærdig kommunalpolitik.
Folkets Klimamarch København går på gaden og kræver:
1. Rammer for grønne hverdagsliv  Københavns og Frederiksberg Kommune skal sætte rammerne for vores grønne hverdagsliv med billig offentlig transport, bredere cykelstier og ægte grøn strøm og varme. Vi kræver, at vores lokale politikere prioriterer grønne byrum over parkeringspladser. 2. Renovering & cirkularitet fremfor nybyggeri Københavns og Frederiksberg Kommune skal skabe byudvikling med fokus på renovering, transformation og cirkularitet, fremfor nybyggeri og byplanlægning uden tanke for de planetære grænser. 3. Borgerinddragelse & ungeklimaråd Københavns og Frederiksberg Kommune skal sikre borgerinddragelse i den grønne kommunalpolitik. Vi kræver et kommunalt klimaborgerting og et kommunalt ungeklimaråd med reel indflydelse. 4. En retfærdig omstilling  Københavns og Frederiksberg Kommune skal vise vejen til en socialt retfærdig omstilling inden for de planetære grænser. Forureneren skal betale, det grønne hverdagsliv skal være tilgængeligt for alle og Københavns og Frederiksberg Kommune skal således inspirere andre kommuner og storbyer. I København starter og slutter marchen på Rådhuspladsen, hvor der vil være taler og musik. Folkets Klimamarch marcherer også i Aarhus, Odense, Hillerød, Viborg og Aalborg mens der vil være fællesafgang fra Holbæk og Rudersdal.
Event Information