28. august 2026

|

Pressemeddelelse

Fællesskaber, bevægelse og trivsel for børn og unge får støtte fra LB Foreningen

Ungdommens Røde Kors København modtager 61.279 kroner fra LB Foreningen i Region Hovedstaden til aktiviteter, der styrker både den mentale og fysiske trivsel blandt børn og unge i hovedstadsområdet. Støtten skal blandt andet bruges til fællesskabsskabende workshops, aktive udflugter og læringsforløb med fokus på sund mad og samarbejde.

 Fællesskaber, bevægelse og trivsel for børn og unge får støtte fra LB Foreningen
Af: LB Foreningen | Foto: LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Børn og unge trives bedst, når de oplever at høre til i et trygt fællesskab. Derfor har LB Foreningen bevilget 61.279 kroner til Ungdommens Røde Kors København, som arbejder for at skabe positive fællesskaber for børn og unge gennem lektiecaféer, klubtilbud og sociale aktiviteter.

Med støtten kan organisationen blandt andet gennemføre et foredrag og en workshop i samarbejde med GirlTalk for piger og unge i et af organisationens fællesskaber. Forløbet skal styrke trivsel, fællesskab og selvværd i et trygt rum, hvor der er plads til at være sig selv.

Derudover skal donationen bruges til aktiviteter, der styrker sammenholdet blandt børn i organisationens klubber gennem bevægelse og fælles oplevelser. Det kan eksempelvis være ture til svømmehal, bowling eller klatrehal samt aktiviteter i idrætshaller og på boldbaner. En del af støtten går også til et madskoleforløb, hvor børn og unge får mulighed for at lære om sund kost, samarbejde og madlavning gennem praktiske aktiviteter.

”I vores lektiecaféer og klubber oplever vi, at positive sociale fællesskaber har stor betydning for børn og unges trivsel. Med støtten fra LB Foreningen kan vi give dem endnu flere oplevelser, hvor børnene og de unge sammen med de frivillige får styrket deres sociale relationer, deres selvtillid og deres tro på egne evner. Samtidig giver aktiviteterne mulighed for at lære nyt og være aktive sammen på en sjov og meningsfuld måde," siger Marie Louise Folkmann Lind fra Ungdommens Røde Kors København.

I Ungdommens Røde Kors København mødes børn og unge hver uge i frivilligdrevne aktiviteter, hvor der er fokus på nærvær, fællesskab og positive relationer. De nye aktiviteter skal bygge videre på dette arbejde og give deltagerne adgang til oplevelser, som ellers kan være svære at få mulighed for.

Hos LB Foreningen ser man et stærkt match mellem uddelingens formål og organisationens indsats for at fremme trivsel blandt børn og unge.

"Det er vigtigt, at børn og unge oplever at være en del af fællesskaber, hvor de bliver set, hørt og anerkendt. Ungdommens Røde Kors København skaber nogle trygge rammer, hvor børn og unge kan udvikle sig, knytte relationer og få gode oplevelser sammen med andre. Derfor er vi glade for at støtte aktiviteter, som styrker både den mentale og fysiske trivsel," siger Charlotte Algreen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen Region Hovedstaden.

Støtten er bevilget gennem LB Foreningens uddelinger til almennyttige projekter, der styrker fællesskaber og skaber positive forandringer for mennesker i hele landet.

Sammen med pengene modtager Ungdommens Røde Kors København også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummereret og signeret af kunstneren selv.


OM UNGDOMMENS RØDE KORS KØBENHAVN

Ungdommens Røde Kors København er en af de største lokalafdelinger i Ungdommens Røde Kors og dækker en masse aktiviteter fra lektiecafeer, klubber og mentoring.

Medlemmerne i Ungdommens Røde Kors lokalafdelinger er lokale unge, der arbejder aktivt for at gøre lige præcis deres lokalområde til verdens bedste sted at være barn og ung. Lokalafdelingerne har blandt andet ansvaret for at starte nye aktiviteter op, hverve frivillige og børn og unge til aktiviteterne, gøre reklame for aktiviteterne og støtte de frivillige på aktiviteterne, så de fungerer bedst muligt med sparring fra Ungdommens Røde Kors' sekretariat.


OM LB FORENINGEN

LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.


OM LB FORENINGEN REGION HOVEDSTADEN

LB Foreningen i Region Hovedstaden repræsenteres af 23 delegerede, der er valgt blandt de ca. 180.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Hovedstaden uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk

For yderligere oplysninger kontakt:

Kommunikationschef i LB Foreningen, Mikkel Klausen, tlf. 24 28 21 10

Nøgleord
Børn & unge
Event Information