Skip to main content
13. november 2023

Er Nina sjov?

Det Kongelige Teater sætter usikkerhed, had og kærlighed på spidsen, når Nina Rask optræder i stand-up monologen ”Nina er sjov”.

Af: Viktor Bork | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA DET KONGELIGE TEATER

Det Kongelige Teater sætter usikkerhed, had og kærlighed på spidsen, når Nina Rask optræder i stand-up monologen ”Nina er sjov”, der vender den klassiske stand-ups konventioner på hovedet.

Lad mig bare konstatere, at det eneste alle i verden har tilfælles er angst for døden og had til kvinder, konstaterer Nina Rask, der står på scenen med sit eget stand-up show dedikeret til forelskelsen i Julie. Men har Nina og Julie en chance for en lykkelig fremtid? Eller kommer Julie mon til at vælge ekskæresten Kaspar (stavet med a), en gennemsnitlig, hvid, ciskønnet, heteroseksuel mand, der går til klatring og læser retorik, fremfor Nina?

Nina har altid været ”ham den sjove”, men er det nok i den københavnske dating-jungle anno 2023, når man bliver stillet til ansvar for sin egen narcissisme og sit had til verden, helt alene og forelsket med en mikrofon i hånden.

På scenen flyder queer-personaen Nina imellem køn, grupper og sociale forpligtelser, mens han indvier publikum i sine inderste tanker af både skam og glæde.

“Nina er sjov” er et stykke ny dansk dramatik om kærlighed, skam, had, toksisk maskulinitet og fremtidsdrømme og -scenarier – på godt og ondt. Forestillingen er en stand-up monolog, hvor Nina Rask tager stand-up genren under satirisk behandling og vender den klassiske stand-ups konventioner på hovedet.

For hvad sker der, når man sætter et queer stand-up show ind på teaterscenen, hvor det normalt er Romeo og Julies kærlighed, det handler om, og ikke Julie og Ninas.

“Nina er sjov” er en samproduktion med Blaagaard Teater og er udviklet i Det Kongelige Teaters dramatikerlaboratorium KGL Dansk. Forestillingen er skrevet af dramatiker Marie Bjørn i samarbejde med Nina Rask og iscenesat af Jennifer Vedsted Christiansen, som er en del af det præmierede kunstnerstudio “How to kill a dog”. Nina Rask spiller Nina Rask.

“Nina er sjov” har premiere på Mellemgulvet i Skuespilhuset d. 29. november og spiller indtil 14. december.

Læs mere om forestillingen HER.