Torsdag den 26. november tager Henrik Jyrk imod de første gæster på 9. og 10. etage i Axel Towers. Op til åbningen har køkkenholdet arbejdet på en oplevelse, som restauranten nu løfter sløret for: en gastronomisk rejse fortalt i 12 kapitler. Samtidig åbner Tamashii Bar, hvor barchef Marco Gazzetta står klar – uanset om man skal spise i restauranten eller bare vil nyde en cocktail og udsigten over København. Reservationer er åbne til begge dele.
Tamashii betyder sjæl, og det er fundamentet for alt, hvad vi gør. Vi tager gæsten med på en rejse gennem smage, kulturer, stemninger og følelser. Rammen er 12 kapitler – hvad hvert kapitel gemmer på, skal opleves ved bordet siger Henrik Jyrk
En gastronomisk rejse i 12 kapitler
Rejsen begynder, når elevatordørene åbner sig på 9. etage. Her bliver gæsten budt personligt velkommen i Tamashii Bar, før aftenen fortsætter ind i restauranten.
Menuen serveres i 12 kapitler, der folder sig ud over en aften. Hvert kapitel har sin egen idé og fortælling. Nogle øjeblikke er intime og rolige, andre intense og overraskende. Gastronomi, håndværk, musik, lys og personligt værtskab smelter sammen til én sammenhængende oplevelse.
Henrik Jyrks køkken er moderne asiatisk og bygger på wabi-sabi, den japanske æstetik og livsfilosofi, der finder skønheden i det enkle, det uperfekte og det forgængelige. Det mærkes i respekten for råvaren og i håndværket.
Restauranten tager imod gæster onsdag til lørdag fra kl. 17.30 – og om lørdagen også til frokost fra kl. 12.00.

Tamashii Bar – åben for alle
Tamashii Bar er første stop på rejsen for restaurantens gæster, men baren kan sagtens besøges for sin egen skyld. Baren åbner kl. 17.00, en halv time før restauranten, og man kan reservere bord i baren til en cocktail og udsigten over byen uden at spise i restauranten – og man er også velkommen til bare at kigge forbi.
Bag baren står Marco Gazzetta. Den 32-årige barchef kommer fra Verona og har arbejdet på Michelin-restauranter, prisvindende cocktailbarer og femstjernede hoteller i Italien, Australien og Danmark. Rejser i Asien har skærpet hans nysgerrighed efter videnskaben bag smag, og den præger barkortet.
Jeg har arbejdet som kok, og jeg bygger en cocktail, som jeg ville bygge en ret – den skal have balance og en idé, ikke bare en god smag siger Marco Gazzetta

Et barkort i tre bevægelser
Tamashiis cocktails bygger på asiatiske smage som yuzu og calamansi, kombineret med blandt andet sake og akvavit. Ligesom restaurantens menu er barkortet en rejse – her i tre bevægelser. Den begynder i det friske, lette og tropiske, bevæger sig over i det gastronomiske med salte, umamiprægede drinks til maden og slutter i det dybe og eftertænksomme.
Hver cocktail har en grund til at stå på kortet. Fra smag og tekstur til præsentation og servering er intet overladt til tilfældighederne: nogle drinks serveres i keramikkopper, andre i håndblæste glas, og et drys af farvet pulver lægger sidste hånd på anretningen. Historien bag følger med, når glasset sættes på bordet.
Om Tamashii
Tamashii betyder sjæl på japansk. Restauranten er en del af Norrlyst koncernen og ligger på 9. og 10. etage i Axel Towers, over Abigail på 8. etage. Køkkenet er moderne asiatisk med Henrik Jyrk i spidsen og en ambition om Michelin-niveau. Restauranten har 42 pladser. Tamashii Bar på 9. etage ledes af barchef Marco Gazzetta og er åben for alle.
Praktisk information
Restaurant Tamashii og Tamashii Bar
Jernbanegade 11 (Axel Towers), 9. og 10. etage, 1608 København V
Åbningsdato: torsdag den 26. november 2026
Køkkenchef: Henrik Jyrk
Barchef: Marco Gazzetta
Åbningstider restaurant: Onsdag–lørdag fra kl. 17.30. Lørdag frokost fra kl. 12.00.
Åbningstider bar: Onsdag–lørdag fra kl. 17.00. Lørdag fra kl. 12.00.
Reservationer: Til både restaurant og bar · https://norrlyst.dk/tamashii/
