Jeg vidste ikke, at min bror var selvmordstruet, før han forsøgte at tage sit liv første gang. Han sagde det aldrig til mig. Fordi det er pinligt. Det er et problem.
Sådan fortæller britiske Matthew Jeffery, der er medejer af den for nyligt åbnede The Jeffery Pub på Nørrebrogade.
For mindre end et år siden, den 16. december 2025, døde hans bror, Samuel Jeffery, ved selvmord. Han blev kun 35 år gammel. I mange år op til havde han haft svært ved at finde sin vej i verden, og i perioder var han indlagt med depression og angst.
Så snart han var alene, begyndte dæmonerne at spise ham. De fortalte ham ting, der ikke var rigtige, fortæller Matthew.
Et mindesmærke med et større formål
Både fordi Matthews bror ikke har en gravsten hjemme i England, og fordi brødrene i en årrække boede sammen i en lejlighed på Svanevej i København, har det givet mening for Matthew at skabe et fysisk minde om Samuel her i Danmark.
Det er blevet til øllen ’The Samuel Jeffery’ – en cask ale udviklet i samarbejde med To Øl. Den fås kun på The Jeffery Pub, og for hver gang pubben skænker sådan en pint, donerer de 5 kr. til Psykiatrifonden.
Smerte og håb
Hvert år dør mere end 500 mennesker ved selvmord i Danmark.
Men hvad med alle dem, der tænker på det, spørger Matthew.
For Matthew har brorens sygdomsforløb og død gjort ham særligt opmærksom på, hvor usynlig psykisk sygdom kan være, og hvor svært det kan være at tale om.
Derfor er det også hans håb, at han ved at skabe fokus på det i et ellers festligt rum kan nå nogle af dem, der går alene med svære tanker:
Hvis det var mere accepteret at være selvmordstruet, ville flere forhåbentlig række ud, flere ville ringe til rådgivningen, og flere ville forhåbentlig klare den. Jeg tror på, at folk kan komme igennem det.
Han synes egentlig, det er lidt en kliché, men hans stemme knækker, som ordene falder:
Hvis det kan hjælpe bare én person, så deres familie kan undgå det, vi har gået igennem.
Har du tanker om selvmord?
Hvis du er i krise, eller har tanker om selvmord, er det vigtigt at sige det højt og søge hjælp.
Du kan kontakte Psykiatrifondens rådgivning gratis og anonymt på telefon eller chat på www.ring-chat-skriv.dk
