
Hvilket dyr lever i kolonier styret af en kæmpe dronning? Hvilken dyrehun gør hannen gravid? Og hos hvilket dyr er hannen blot en lille parasit, der sidder fast på hunnen?
Svarene finder du på Statens Naturhistoriske Museum i efterårsferien. For i anledning af 150-året for kvinders adgang til universitetet i Danmark fejrer museet både dyrerigets mægtige hunner og kvinder der har haft betydning for videnskaben.
Hele familien kan glæde sig til aktiviteter, quiz og fortællinger, hvor man bliver klogere på både naturens forunderlige diversitet og forbløffende kønsroller og på de kvinder, der har banet vejen i naturvidenskaben.

Få artsbestemt dit tøjdyr af bamsezoologerne
Er din tøjdyrskanin, plyshund eller bamsebjørn noget helt særligt? Tag dit yndlingstøjdyr med på museet og få det artsbestemt af vores dygtige bamsezoologer.
De danske børneværelser gemmer på et utal af eksotiske tøjdyrarter. Ved tidligere lejligheder har bamsezoologerne takket være børn gjort banebrydende opdagelser. De fandt nye arter for videnskaben som det lilla tretåede dansedovendyr (Bradypus disco), regnbueuglen (Bubo polychroma), sushisælen (Phoca nigiri) og den sjældne lyserøde ulve-enhjørning (Canis unicornilupus purpurata).
Nu er doktor Gjerløff og doktor Trolle tilbage på museet fredag i efterårsferien (uge 42). De er klar til at tage et taksonomisk kig på dit tøjdyr og give det et officielt mærkat med det latinske navn – præcis som dyrene i vores videnskabelige samlinger.
Som i al taksonomi gælder det om at kigge nøje efter. Det kan godt være, at dit tøjdyr ligner en almindelig bamse eller kanin – men hvem ved, måske er det i virkeligheden en helt ny art, som naturvidenskaben endnu ikke har beskrevet, fortæller doktor Trolle.
Har du en sjælden (tøjdyrs-)art derhjemme? Kom forbi 17. oktober mellem kl. 10 – 16, og lad bamsezoologerne tage et kig. Måske gemmer du på en helt ny art, som verden aldrig har set før! Læs mere her.

Snowhow og videnskab: Kvinden bag Den 5. Thule Ekspedition
Ud over familieaktiviteter kan voksne også høre historien om den grønlandske ekspeditionsdeltager, Arnarulunnguaq. Hun sikrede ekspeditionens overlevelse med sin uundværlige snowhow (viden om at overleve i Arktis) og bidrog aktivt til det videnskabelige arbejde undervejs. Som eneste kvinde på Den 5. Thule Ekspedition (1921–1924) rejste Arnarulunnguaq gennem Grønland, Canada og Alaska hele vejen til Stillehavet – en præstation, der har gjort hende til en af de mest markante skikkelser i Grønlands og Arktis’ historie.
I Grønland har hun længe været anerkendt som en central figur, men i Danmark er hendes betydning først de seneste år kommet frem i lyset. I 2028 hædres hun ved at komme på de nye danske pengesedler.
Museumsinspektør Ivalo K.B.F. Olsvig fra Nationalmuseet fortæller den fascinerende historie om Arnarulunnguaq – kvinden, der forbandt overlevelse med videnskab og satte sit præg på ekspeditionshistorien. Læs mere her.