Skip to main content
4. juli 2025

Dyreværnet indgår aftale med Københavns Politi

Med start i juni 2025 har Dyreværnet og Københavns Politi indgået en ny fireårig rammeaftale om håndtering, afhentning og husning af dyr fra politisager. Aftalen bygger på et eksisterende, langvarigt samarbejde.

Af: Dyreværnet | Foto: Dyreværnet
PRESSEMEDDELELSE

Det er politiet, man som de første skal kontakte, hvis man finder et bortløbet eller forladt dyr. Det hænder også, at politiet er inde over, hvis et kæledyr bliver midlertidigt hjemløs som følge af ejers indlæggelse, eller han/hun skal afsone en dom i fængsel.

I alle tilfælde har politiet behov for at kunne kalde på specialkompetencer, som kan håndtere dyr af forskellig art, og som har faciliteterne til at huse dem, mens dyrets videre skæbne bliver afgjort. Det kan Dyreværnet.

På lige fod med vores samarbejde med Københavns Vestegns Politi har vi indgået en rammeaftale med Københavns Politi. På baggrund af vores erfaring og etablerede relationer giver det mening, at vi nu udvider det formelle samarbejde med politiet. Vi fungerer rigtig godt sammen, og vi supplerer hinanden i arbejdet med mennesker og dyr. Vi ser derfor meget frem til at hjælpe endnu flere dyr i svære situationer, udtaler adm. direktør i Dyreværnet Henrik Knaack.

Udvidet samarbejde med politiet

Dyreværnet har i forvejen eksisterende samarbejder og aftaler med Nordsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi.

Det er udrykningschef Nina Amdi, der til daglig leder Dyreværnets udrykningsteam på otte medarbejdere, som kører på dyreværns- og politisager samt driver de mobile dyreklinikker, der kører på Sjælland og øerne samt i hele Jylland. Teamet har både bred dyrehåndteringsekspertise, dyrlægefaglig ekspertise og erfaring med politiarbejde.