I 2004 rullede satire- & sketchprogrammet Drengene fra Angora hen over skærmen i mange danske stuer, og med sig havde programmet en pianist, der ikke var bleg for at tage plads i rampelyset. Henrik Solgård blev hurtigt et navn, der var svært at glemme – og nu er der mulighed for at opleve det særlige Angora-univers folde sig ud på scenen, når Henrik Solgård inviterer indenfor til En Meget Musikalsk Aften.
Det er nu mere end 20 år siden, at Solgård bragede igennem som en lysende stjerne. Med klaveret foran sig og en ganske særlig tro på egne evner blev han en figur, der satte sig fast i hukommelsen. Nu er han klar med sine allerførste liveshows, der efter sigende skulle byde på lidt af hvert.
Selv er hovedpersonen ikke i tvivl om, hvilken begivenhed danskerne har i vente:
”Jeg er glad for at træde et skridt ned fra de helt store scener i udlandet og besøge bette Danmark til en stribe storslåede koncerter fulde af cremen af cremen af vidunderlig musikalsk underholdning. Folk vil muligvis skrige og besvime, når landets helt store internationale superstjerne Henrik Solgård aflægger et sjældent besøg i sit kære fædreland. Venligst, Henrik Solgård.”
Med klaveret som sin trofaste følgesvend og et repertoire, der spænder over musikalske indslag og personlige favoritter, er der lagt op til en aften, hvor publikum både kan læne sig tilbage og synge med. Men Henrik Solgård er mere end toner og tangenter. Han har også historierne med sig – fra livet på landevejen til møderne med mennesker og oplevelser, der fortjener at blive fortalt videre.
For de mange, der husker ham fra Drengene fra Angora, er det en kærkommen mulighed for at genbesøge et velkendt univers. Og for dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Henrik Solgård, er der ingen bedre anledning til at finde ud af, hvad al den snak om den nordjyske jukeboks egentlig handler om.
Du kan forvente forkælelse af øregangen, utrolige anekdoter og ikke mindst masser af overraskelser, når Henrik Solgård beriger os med sit selskab på scener rundt i landet i 2027.
HENRIK SOLGÅRD – EN MEGET MUSIKALSK AFTEN
1. SEPTEMBER 2027 – BREMEN TEATER, KØBENHAVN
9. SEPTEMBER 2027 – MUSIKHUSET, AARHUS
11. SEPTEMBER 2027 – SKRÅEN, AALBORG
16. SEPTEMBER 2027 – MAGASINET, ODENSEN
BILLETSALGET STARTER: 3. NOVEMBER 2026 KL. 10
